Felix får lyst til at starte egen virksomhed

16x9

Felix Smith har fået masser af positiv inspiration ved at møde en række succesrige, danske erhvervsfolk

Tv-værten Felix Smith har aldrig lagt skjul på, at han er meget mageligt anlagt og ikke er typen, som har energi eller disciplin nok til at starte sin egen virksomhed.

Men efter at have mødt en række af Danmarks mest succesrige forretningsfolk og iværksættere under optagelserne til programserien 'Felix jagter vejen til succes', har han fået et nyt syn på sagen.

- Jeg har fået så meget inspiration og så mange gode tips, at hver gang jeg er taget hjem fra et program, har jeg tænkt: Det ku' da godt være, at jeg skulle starte min egen forretning, siger Felix Smith til tvtid og fortsætter.

- Danmark er faktisk det land i hele verden, hvor det er nemmest og billigst at starte egen virksomhed. Man kan få masser af tilskud og starthjælp. Men der er alt for få, der gør det. Vi danskere er generelt meget bange for at fejle. Det skal vi ikke være, fastslår han.

I New York med stjerneariktekt Bjarke Ingels
I programserien lægger Felix Smith ud med at besøge en af verdens mest succesrige arkitekter netop nu, nemlig danske Bjarke Ingels, som på rekordtid har skabt kæmpefirmaet BIG med 173 medarbejdere på verdensplan.

Bjarke Ingels er for øjeblikket i gang med prestigefyldte projekter som et 150 meter højt udsigtstårn i Phoenix, Arizona, og et kæmpestort lejlighedskompleks, "The Durst Pyramid" - til omkring 2,8 milliarder kroner - på Manhattan i New York.

I programmet tager Felix, som aldrig har været i New York før, med Bjarke Ingels til den amerikanske metropol, hvor han bl.a. får lov at kigge ind i Bjarkes trendy - og dyre - lejlighed i det hippe kvarter TriBeCa, Soho.

- Det er utroligt fascinerende at opleve, hvor langt en mand som Bjarke Ingels er nået. Han er jo på samme alder som mig selv, men er nået så utroligt meget længere, konstaterer den 36-årige tv-vært, som dog afviser at være bare den mindste smule misundelig over Bjarke Ingels store succes.

- Man skal jo tænke på, at der ikke er noget, der er gratis. Hvis man vil opnå succes med en virksomhed, skal man arbejde hele tiden og give afkald på så meget andet. Og det er jeg ikke parat til, lyder det fra Felix Smith, som desuden har lært en anden meget vigtig ting i programserien:

- Man skal gøre det, man er god til. Og jeg er nok bedst til at være tv-vært. Så hvis jeg skulle starte en virksomhed, skulle det nok være et produktionsselskab. Men det tror jeg nu aldrig kommer til at ske, siger han med et grin.

I de øvrige fem afsnit af programserien besøger Felix Smith rengøringsdronningen Birgit Aaby (Combi Service), iværksætteren og ildsjælen Mads P. Veiby (tidl. Mobilselskabet M1, nu SpilNu.dk), møbel-magerne Mette og Rolf Hay (Hay CPH), designeren Charlotte Jorst (Skagen Design) og chokolade-feinsmeckeren Peter Beier (Peter Beier Chokolade).

'Felix jagter vejen til succes' (med stjernearkitekt Bjarke Ingels) har premiere i aften kl. 20.35 på TV 2

Susanne Nielsen, suni@tv2.dk