Jarlen bliver vært for nyt quizshow

16x9

Jarl Friis-Mikkelsen skal være styrmand på endnu en tv-quiz med kendte. Se her, hvad det går ud på

Jarl Friis-Mikkelsen har efterhånden været vært for en lang række quizzer, talkshow og andre underholdningsprogrammer på både DR, TV 2 og senest TV 2 Charlie.

Senere på året kan seerne opleve Jarlen som vært for et helt nyt program 'Stjerner på stribe', som er inspireret af det amerikanske koncept 'Hollywood Squares'.

I programmet stiller Jarlen ni kendte mennesker et spørgsmål, som de skal besvare. Det svar kan de så enten vælge at besvare rigtigt eller bluffe på, og så er det op til en række deltagere, bestående af almindelige danskere, at bedømme, om de er enige i svaret eller ej.

- Jeg har set den amerikanske version, hvor den amerikanske stjerne Whoopi Goldberg er blandt de ni kendte, og det fungerede ret godt. Og så er det jo altid underholdende at se almindelige deltagere vinde store præmier, siger Jarl Friis-Mikkelsen om den nye quiz og tilføjer.

- 'Stjerner på Stribe' er en god blanding af quiz med paratviden og sjov, og i den danske udgave er spørgsmålene lidt mere muntre end i den amerikanske, konstaterer den 63-årige spasmager.

For øjeblikket søger TV 2 Charlie både deltagere og publikum til programmet. Du kan tilmelde dig via link til højre i artiklen.

Jarlen er desuden pt aktuel i en ny sæson 'Jarls Quizshow', der sendes hver søndag kl. 20.55 på TV 2 Charlie

Susanne Nielsen, suni@tv2.dk