Derfor efterligner Birgitte ikke Helle

16x9

Sidse Babett Knudsen har bevidst valgt ikke at mødes med Helle Thorning-Schmidt og vil ikke kopiere hende

Sidse Babett Knudsen, der hver søndag kan ses i 'Borgen' som den tidligere statsminister Birgitte Nyborg, er blevet interviewet af den britiske avis The Times, og The Times-journalisten kalder den fiktive statsminister for "verdens mest populære politiker lige nu".

I Storbritannien er serien kun nået til sæson to, hvor Birgitte Nyborg stadig er statsminister, og Sidse Babett Knudsen fortæller den britiske avis, at hun bevidst undlod at kopiere Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt.

- Jeg ser ikke så meget på køn. Jeg spiller statsministeren, ikke en kvindelig statsminister. Jeg var bekymret over, at jeg ville begynde at kopiere Helle, så jeg tog en aktiv beslutning om ikke at kigge på hende, siger Sidse Babett Knudsen til The Times.

Helle Thorning: Godt for Danmark
'Borgen' er ligesom 'Forbrydelsen' blevet en kæmpe succes i udlandet, ikke mindst blandt de britiske seere. Danmarks rigtige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, glæder sig over de danske tv-serie-succeser - også selv om Birgitte Nyborg ikke er en kopi af hende.

- Det er godt for Danmark, at vi først havde 'Forbrydelsen' og nu 'Borgen', og begge med stærke kvinder i hovedrollen. Det er godt for politik, at 'Borgen' ikke kun beskæftiger sig med de lette, kyniske ting, men viser politikere som mennesker, der forsøger at gøre deres bedste ud fra, hvad de tror på, siger Helle Thorning-Schmidt til avisen.

For at undgå at der skulle ske for mange sammenligninger mellem Birgitte Nyborg og Helle Thorning-Schmidt, har Sidse Babett Knudsen aldrig mødtes med Danmarks regerende statsminister, der først vandt valget og posten efter den første sæson af 'Borgen' var blevet vist på DR1.

- Man skal huske på, at det er en dramaserie. De er mennesker i en historie. For meget research kan ødelægge manuskriptet. Jeg ville gerne ære manuskriptet, fortæller Sidse Babett Knudsen.

Du kan se næste afsnit i tredje sæson af 'Borgen' søndag kl. 20.00 på DR1

Sune Jørgensen, sujo@tv2.dk