Timberlake som ny Hasselhoff?

16x9

Superstjernen er blevet tilbudt en hovedrolle i den nye 'Baywatch'-film

Gør superstjernen Justin Timberlake sig godt i røde badebukser? Det mener folkene bag den nye Baywatch-film.

Ifølge den engelske avis The Guardian er musikstjernen i hvert fald blevet tilbudt hovedrollen i filmudgaven af den populære 90'er-serie 'Baywatch'.

Her er det planen, at Timberlake skal spille en vanæret, tidligere olympisk svømmer, der søger oprejsning ved at starte et nyt liv som livredder på Baywatch-holdet.

Den originale Baywatch-stjerne David Hasselhoff skal efter sigende spille en art faderfigur, mens også Pamela Anderson skal medvirke.

Fans: Det er med ironi
Rygtet om Timberlake er ikke blevet officielt bekræftet, og historien melder endnu ikke om, hvad Timerlake selv mener om ideen.

Ikke desto mindre spekulerer mange i, hvordan nogen kan bilde sig ind, at den roste skuespiller og musikstjerne skulle nedlade sig til en filmatisering af en kitchet b-serie.

Og ifølge The Guardian mener mange, at der må være tale om en humoristisk og ironisk moderne udgave, ligesom man netop har set med filmen '21 Jump Street', der på samme tid fornyer og ironiserer over den gamle tv-serie af samme navn.

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)