Nøgenchok i talentshow

16x9

Hele Thailand er chok, efter en deltager i 'Thailand's Got Talent' søndag lavede et maleri på scenen ved at hælde maling ud over sine bare bryster og gnide dem op ad lærredet.

En episode af det thailandske talentshow 'Thailand's Got Talent' skabte stor moralsk debat, da en deltager malede et lærred ved at bruge sine bare bryster, som hun forinden havde overhældt med maling. Nu er den thailandske kulturminister Sukumol Kunplome gået ind i sagen.

I går gik hun ud med en melding om, at det var en meget chokerende episode, og hun understregede, at nøgenhed på tv ikke er betragtet som passende i det thailandske samfund. Hun har derfor indkaldt showets producere og bedt dem om en forklaring på, hvorfor episoden var med i programmet.

"Det her program er lavet for at vise forskellige talenter hos det thailandske folk, og som regel opmuntres unge til at vise deres særlige evner, men stadig - der er nødt til at være nogle grænser", bedyrer kulturministeren, som vil høre producernes forklaring og derefter beslutte, hvorvidt episoden skal have konsekvenser.

Se klippet, hvor den kvindelige deltager chokerer dommere og publikum via linket i artiklens hjørne.

Ordinært hvis jeg ikke er nøgen
Showet blev sendt søndag på Thailands Channel 3, og det var den 23-årige kunstner Duangjai Jansaunoi, som gik på scenen barfodet i jeans og en løstsiddende herreskjorte. Nummeret startede uskyldigt, men efter kort tid tog hun skjorte og BH af og begyndte at hælde maling ud over sig selv. Hun malede på lærredet ved at bruge sine bryster, mens hun dansede til musikken.

Både publikum og dommere udbrød chokerede lyde under hele showet, og da hun vendte sig rundt, lød der et gisp i salen. På tv-optagelserne, som blev vist på thailandsk tv i bedste sendetid, var hendes bryster sløret. Men dommere og publikum havde frit udsyn.

"Hvis jeg maler på normal vis, så vil det være for ordinært", sagde kunstneren Duangjai Jansaunoi til dommerne efter sin optræden, hvor hun hurtigt fik et håndklæde for at dække sig til.

Kvindelig dommer: Det er upassende
Dommerne kastede sig herefter ud i en diskussion om, hvorvidt hendes optræden kunne anses som kunst.

"Jeg siger ikke, at det ikke er godt, men det er upassende", sagde panelets kvindelige dommer skuespillerinden Pornchita Na Songkhla og fortsatte:

"Indenfor den thailandske kulturelle kontekst støtter jeg ikke det her!"

De mandlige dommere sendte hende videre
De to mandlige dommere var dog ikke enige, de sendte kunstneren videre til næste runde af programmet.

"Det her er en kunstform. Hvis vi var i Italien eller i Prag, så ville det her være okay", sagde Jirayut Wattanasin, mens publikum hujede og støttede hans holdning.

Folkene bag programmet er dog ikke så overbeviste. Sent mandag udsendte de en undskyldning, og chefen for tv-stationen, Panya Nirandkul, afviste, at han havde haft kendskab til, at kvinden ville være topløs i programmet.

Louise Vilsbøl (lvil@tv2.dk)