'Borgen' indtager tre nye tv-stationer

16x9

DRs politiske dramaserie fortsætter med at gøre sit indtog på udenlandske tv-skærme

På den netop overståede MIPTV-messe for tv-købmænd fra hele verden har DR Internationalt Salg indgået aftale med tv-stationer i Holland, Belgien og Estland, om at de kan vise 'Borgen'.

Og chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø, forventer, at yderligere 5-8 tv-stationer skriver under i løbet af den kommende tid.

"Interessen for serien er helt enorm, og også fra Latinamerika, Canada og Den Iberiske Halvø fornemmer vi nu en stor lyst til at vise serien," siger hun i en pressemeddelelse.

Ude i fem verdensdele
I forvejen er 'Borgen' allerede solgt til fem verdensdele, idet tv-stationer og dvd-udgivere i Nordamerika, Sydamerika, Australien, Asien og Europa har købt serien.

For eksempel viste Sydkorea 'Borgen' for nylig, og også Brasilien har købt. Britiske BBC og den tysk-franske kulturkanal ARTE er blandt de andre store, der har købt 'Borgen', som Adam Price er hovedforfatter på.

"Alle steder har serien fået god presse, og rigtig mange siger, at serien rammer bredt og universelt, fordi der er politik og familieliv alle vegne, ligesom der også er politisk korridorsnak overalt, " siger Helene Aurø.

Tredje sæson nu også i salg
På MIPTV-messen i denne uge har DR Internationalt Salg for første gang kunnet tilbyde de internationale tv-stationer at købe 'Borgen 3', som DR1 og DR HD viser næste år.

"Den første aftale har vi faktisk allerede underskrevet - nemlig med et selskab, der gerne vil udgive 'Borgen 3' på dvd i Benelux-landene. Men mange tv-stationer starter selvfølgelig med sæson 1 og 2 først," siger Helene Aurø.

Hun kan også berette om en stor international interesse for DRs bagkatalog af dramaserier.

"'Borgen' er meget hypet, og omtalen drypper også på DRs ældre dramaserier. Mange indkøbere vil gerne se, hvad DR har lavet tidligere, og derfor forventer jeg også, at vi vil få solgt en del af de ældre titler i den kommende tid," siger chefen for DR Internationalt Salg.

Dronningens scenografi eksporteres
Blandt de øvrige kontrakter, som DR Internationalt Salg fik underskrevet i Cannes, var et salg af filmen 'De Vilde Svaner', som DR har været med til at co-producere, og som er lavet på baggrund af H.C. Andersens eventyr.

Filmen, som Dronning Margrethe har lavet scenografien til, og som Peter Flinth og Ghita Nørby har instrueret, skal nu også en tur til Sydkorea. I forvejen er filmen afsat til eksempelvis Taiwan, Estland og Island.

Susanne Nielsen (suni@tv2.dk)