Ghita Nørby: En straf at se så glad ud

16x9

77-årige Ghita Nørby taler i 'Talkshowet Meyerheim' ud om, hvordan det er at blive skilt i så sen en alder

Siden Ghita Nørby i august sidste år sendte en pressemeddelelse ud om, at hun skulle skilles efter 27 års ægteskab med Svenn Skipper, har hun været tavs om sit privatliv.

Men i 'Talkshowet Meyerheim' taler den 77-årige skuespiller endelig ud om, hvordan det er at blive skilt i så sen en alder. For selv om det ikke er skuespiller-divaens første skilsmisse, er det en anden oplevelse denne gang.

"At blive skilt er altid en tabersituation. Det er noget af det værste, et menneske kan gennemgå, og alderen gør, at det bliver meget anderledes," siger Ghita Nørby bl.a. til Michael Meyerheim, og hun erkender sin egen andel i forliset.

"At være gift er et stort arbejde. Og i det arbejde har jeg måske ikke været lyttende nok. Selverkendelse gør godt for ens forstand, og jeg har indset, at jeg er et meget dominerende dyr."

Det værste er at spise alene
Ghita Nørby har aldrig været alene i sit liv, og hun er derfor meget taknemmelig for sin store omgangskreds og sine mange venner, nu hvor hun er tvunget til at bo alene. Der er især én ting, hun synes er svært ved alenetilværelsen:

"Jeg er rigtig god til at lave mad. Det er rigtig sjovt at købe ind, lave maden og sætte den på tallerkenen. Men så kommer den vanskelige bevægelse: At føre hånden fra tallerkenen op til munden. At spise alene," lyder den malende beskrivelse.

Alligevel vil den nyskilte Ghita Nørby ikke betegne sig selv som ensom.

"Jeg har en hund! Og så snakker jeg med mig selv. Jeg er meget sjov engang imellem," siger hun med sin sædvanlige humoristiske timing og tilføjer: "Det er ikke ensomhed - at være alene er et andet begreb."

Har ikke noget imod smerten
Selv om Ghita Nørby erkender, at hun befinder sig i en krise, som vil præge hende resten af livet, takler hun situationen med sit karakteristiske, gode humør. Hun mener, at mennesker har godt af at lære hele livet igennem, og at sorgen er en uundgåelig del af tilværelsen.

"Jeg har ikke noget imod smerten. Jeg vil ikke gemme mig for den (...) Jeg gør smertepunkterne til en kilde, der strømmer med liv og forståelse. Og humoren er der ved siden af gråden og sorgen," siger den populære skuspiller, som tilføjer.

"Men indimellem kan det være en straf at se så glad ud. For ingen har ondt af én," griner hun.

Se hele interviewet i næste uges 'Talkshowet Meyerheim', hvor også en yderst veloplagt Sepp Piontek er på besøg, og ægteparret Maria Montell og Tomas Villum Jensen kigger forbi og taler om deres ægteskab.

Se 'Talkshowet Meyerheim' onsdag d. 21. marts kl. 20.30 på TV 2 Charlie

Susanne Nielsen (suni@tv2.dk)