De største TV-personligheder på Twitter

16x9

TVTID.dk har lavet en oversigt over 10 af de mest populære danske og udenlandske TV-personligheder på Twitter.

Den nærmest eksploderende brug af det sociale netværk Twitter over de seneste år har givet nye muligheder for kendte personer for at kommunikere med omverdenen.

Der er selvfølgelig stadig mange kendte, der aldrig før har skrevet en tweet, men underholdningsindustrien kan ikke længere afvise, at Twitter har en enorm effekt på fans og er et effektivt værktøj inden for markedsføring.

Med Twitter har kendisserne en unik mulighed for let og hurtigt at dræbe onde rygter fra sladderbladene og kommunikere direkte med deres fans og kollegaer.

Oprah Winfrey
Den ustoppelige mediemogul Oprah Winfrey er en af de mest populære personer på Twitter overhovedet. Den amerikanske talkshowvært voksede op med incest, men hun er én af de kvinder, der har haft størst indflydelse på sin generation.

Eksempel på tweet: "Elsker James Cameron for at sige, at arbejdet som vicevært og med at skrabe tyggegummi af bordene hjalp ham til at blive en fantastisk instruktør."

Twitter-alias: @Oprah
Followers: 8.025.000

Ellen DeGeneres
Komiker og TV-vært Ellen DeGeneres er kendt fra 'The Ellen Show' og senere det mere populære 'The Ellen DeGeneres Show' og har desuden flere gange været vært ved Emmy- og Oscar-prisuddelinger.

Eksempel på tweet: "Hvad enten du er 8 år eller 22 år, hvis du er klædt ud som en sygeplejerske, så har I noget til fælles: Jeres kostumer er samme størrelse."

Twitter-alias: @TheEllenShow
Followers: 8.035.000

Anders Breinholt
Værten på 'Natholdet', Anders Breinholt, har tidligere lavet 'De sorte spejdere' på P3 med Anders Lund Madsen, som han også er vært med ved Danish Music Awards 2011. Tidligere har han også været studievært på morgen-TV-programmet 'Go' Morgen Danmark'.

Eksempel på tweet: "Svedigt, at Radio 24/7 har købt et taletidskort, som så er deres hovednummer: 20 247 247. Hvor om alting er, tillykke lads and ladys."

Twitter-alias: @AndersBreinholt
Followers: 18.600

Lasse Rimmer
Stand-up-komikeren Lasse Rimmer er én af de mest aktive danskere på Twitter, og han har tidligere været med i 'Casper og mandril-aftalen' på DR2 og været vært på quizprogrammet 'Jeopardy!'. For tiden er han aktuel med sit eget talkshow 'Den blinde vinkel' på TV 2.

Eksempel på tweet: "Ingen hævn er så raffineret som at leve et langt, lykkeligt liv. Ingen. Bortset fra en ordentlig olfert, selvfølgelig."

Twitter-alias: @lasserimmer
Followers: 11.800

Ashton Kutcher
Han blev tidligere kaldt "Kongen af Twitter", men Ashton Kutcher er efterhånden blevet overhalet af nogle andre amerikanske kendisser. Den amerikanske skuespiller blev i 2005 gift med Demi Moore, og tidligere i år overtog han Charlie Sheens rolle i TV-serien 'Two and a Half Men'.

Eksempel på tweet: "Fodbold på en søndag, hvor dit hold sidder over, er ligesom "at gå fastelavn" hos naboer, der kun deler æbler ud."

Twitter-alias: @aplusk
Followers: 8.180.000

Kim Kardashian
Kim Kardashian er kendt fra reality-serien 'Keeping Up with the Kardashians'. Hun er nummer to i rækken af fire børn og blev gift som en del af familiens reality-serie. Kim Kardashian er én af de mest populære TV-personligheder på Twitter overhovedet.

Eksempel på tweet: "Det sner meget voldsomt i New York. Jeg var ikke forberedt på sådan noget vejr. Det ser til gengæld kønt ud."

Twitter-alias: @KimKardashian
Followers: 10.972.000

Paris Hilton
Arvingen til Hilton Hotel-formuen, Paris Hilton, blev verdenskendt, da en af hendes erotiske hjemmevideoer blev spredt over internettet under navnet '1 Night in Paris'. Derudover er hun kendt for ikke at være kendt for noget. Hun har dog både forsøgt sig som model, sanger og TV-kendis.

Eksempel på tweet: "Min bror Barron er sådan en lækkerbisken. Hvad synes I om mit Askepot-kostume?"

Twitter-alias: @ParisHilton
Followers: 5.200.000

Charlie Sheen
Den amerikanske skuespiller Carlos Estevez, bedre kendt under kunstnernavnet, Charlie Sheen, er kendt fra TV-serierne 'Spin City' og 'Two and a Half Men', men han har også haft stor succes i flere film, heriblandt 'Platoon' og 'Young Guns'. Hans skandaleramte liv har været under stor mediedækning i det seneste år, efter at han blev erstattet af Ashton Kutcher i 'Two and a Half Men'.

Eksempel på tweet: "Var der nogen, der fangede premieren på 'Rules of Engagement' i går aftes? Glad for, at det er tilbage. Hatten af for Tom Hertz, skuespillerne og holdet bag."

Twitter-alias: @charliesheen
Followers: 5.167.000

Homer J. Simpson
USA's foretrukne tegneseriefigur fra 'The Simpsons', familiefaderen Homer Simpson, er naturligvis også kommet på Twitter, og han er ikke engang for doven til at skrive jokes i sine tweets.

Eksempel på tweet: "Lisas kanin døde, og vi holdt begravelsen ude i haven. Men døde ting i haven er sundhedsfarlige, så efter hun var faldet i søvn, gravede jeg den op og åd den."

Twitter-alias: @HomerJSimpson
Followers: 442.000

Adam Duvå Hall
Den danske radiovært og komiker Adam Duvå Hall er kendt for radioprogrammerne 'Monkey Business' og 'Formiddagen med Adam og Sara' på P3, og på TV har han været vært ved Dansk Melodi Grand Prix flere gange.

Twitter-alias: @adamduvaahall
Eksempel på tweet: "Kan egentlig godt lide tåge."

Followers: 7.500

Sune Jørgensen (sujo@tv2.dk)