Video: "Så la' da vær!"

Kameraholdet agerer færdselsbetjente, når Thomas Warberg indspiller sin populære 'Live fra Bremen'-sketch. TVTid var med

"Klar til optagelse!?"

Vi er på en helt almindelig villavej et sted i Valby. Tågen ligger tæt over den københavnske bydel torsdag formiddag, hvor holdet bag sketchprogrammet 'Live fra Bremen' er i fuld gang med at optage de båndede indslag, der skal sendes under fredagens liveudsendelse.

Stand-up-komiker Thomas Warberg, EFP-instruktør Mette Heshaven og et kamerahold klædt i tykke vinterjakker forsøger at holde varmen i det kolde efterårsvejr og krydser symbolsk fingrene for, at der ikke begynder at komme regndråber ned gennem den tykke tågedis.

Dagens udgave af Politiken sidder klar i postkassen ved nummer 23, og i hoveddøren står en udklædt Thomas Warberg klar i en blå badekåbe med tynde, hvide striber og ligner mere en forvildet campist.

Warbergs catchphrase
Den 26-årige stand-up-komiker kører sit første forsøg af sketchen "La' da vær" igennem. Det er en sketch, hvor han spiller en lettere frustreret husejer, der kommenterer på de seneste dages nyheder - tilsyneladende fra dagens avis - og gentagne gange ytrer slagordene "Så la' da vær!".

Pause i optagelserne. En barnevogn skal forbi den smalle villavej, og kameraet står placeret i genboens indkørsel, så der er ingen vej udenom. Instruktør Mette Heshaven udnytter ventetiden til at konferere med Thomas Warberg om, hvor langt ud på vejen han må gå under sketchen.

"Jeg gør mit ypperste for at huske de her ting," siger Thomas Warberg, inden andet take kan gå i gang.

Producerassistenten er færdselsbetjent
Det er ikke første gang, at kameraholdet optager på den specielle location i Valby tæt ved Nordisk Film, hvor det meste af 'Live fra Bremen' optages, og derfor er der også placeret et par folk strategiske steder for at holde trafikken tilbage, så optagelserne ikke bliver forstyrret.

I løbet af Thomas Warbergs ni forsøg på at få sketchen i kassen må 'Live fra Bremen'-holdet da også vente på cyklister, løbere og et væld af biler, der skal passere. En irriteret bilist opgiver at vente på, at den to minutter lange sketch er færdig, og han ender med at køre den anden vej nærmest i protest.

Mellem optagelserne og de enkelke takes får bilerne lov til at køre igennem, så morgentrafikken på den lille Valby-vej ikke bliver forstyrret mere end højst nødvendigt.

Cykel i høj fart
Det er en sød, ældre dame, der har været så flink at låne forhaven til sit rækkehus ud til 'Live fra Bremen'-holdet. Kamerafolkene er endda blevet tilbudt en nøgle til huset, så de ikke er afhængige af, at den rare dame er hjemme, når de skal lave optagelserne, men det har de dog trods alt takket nej til.

En cykel i høj fart drejer rundt om hjørnet ind på den lille vej og passerer producerassistenten, der ellers har stået og holdt trafikanter tilbage, når kameraet ruller.

Thomas Warberg og kameraholdet er i gang med at optage, men cyklisten - en ung knægt med en skoletaske - opfatter hurtigt situationen og bremser så hårdt op, at han næsten er ved at flyve for over. Warberg opdager intet, og optagelserne kan fortsætte uden at blive forstyrret.

Naboen skal af sted
"Vi skal altså til at køre", lyder det fra nabokonen, der i længere tid har kigget ud af vinduet og holdt øje med, hvornår hun med rette kan tillade sig at bakke sin bil ud af indkørslen.

Instruktøren har naturligvis fuld forståelse for, at beboerne på den lille vej i Valby har fortrinsret.

"I kan sagtens nå at smutte ud," svarer Mette Heshaven, og optagelserne bliver sat på stand by, indtil nabokonen kommer ud af sit rækkehus og kører væk i en Citroën med to børn, hvis øjne er rettede mod den underlige mand i badekåbe og det kamerahold, der har indtaget deres vej.

Efter knap tre kvarters optagelser er Mette Heshaven tilfreds, og Thomas Warberg og resten af holdet på den særlige Valby-location kan komme videre med dagens andre optagelser, og trafikken på den lille vej i Valby kan atter foregå uforstyrret.

Du kan se resultatet af Thomas Warbergs sketch øverst i artiklen og se det næste og sidste afsnit af denne sæsons 'Live fra Bremen' fredag aften fra kl. 21.15 på TV 2

Sune Jørgensen (sujo@tv2.dk)