Skilsmisse-show inviterer Kutcher og Moore

16x9

Det nye realityshow 'Divorce Hotel' har sendt en skriftlig invitation til Ashton Kutcher og Demi Moore om at komme og få sagerne ordnet hos dem

'Divorce Hotel' er navnet på en særlig skilsmisse-service i Holland. Konceptet er ganske simpelt: Parret bor på hotellet over en weekend, mens de får hele skilsmissen ordnet med et snuptag. Men konceptet er ikke kun en service. Der er også et realityshow på vej om hotellet med Mickey Stern som producent.

Og han har set sig lun på et af verdens mest celebre potentielle skilsmissepar: Nemlig Demi Moore og Ashton Kutcher, som ifølge sladderpressen har alvorlige vanskeligheder for tiden. Derfor har ejeren af 'Divorce Hotel' nu sendt en skriftlige invitation til parret.

"Vi tilbyder klare og billige skilsmisser i løbet af kun to og en halv dag, fordi vi har strømlinet processen med et helt hold af advokater, rådgivere og forhandlere," skriver hotellets ejer Jim Halfens i brevet. Du kan se hele den skriftlige invitation i linket til højre.

Producent: De er det ideelle skilmissepar
"Ashton og Demi har alle de problemstillinger, som det ideelle par til det her program skal have," siger Mickey Stern til avisen New York Post.

"De kom ind i ægteskabet med hver deres ejendele. Der er ingen børn. Og de vil sikkert gerne bevare en venskabelig tone og gøre det her så effektivt som muligt," siger han.

Kutcher og Moore har ikke svaret på invitationen, og der er for øvrigt ingen officielle forlydener om, at parret rent faktisk skal skilles.

Programmet 'Divorce Hotel' er endnu under udvikling, og er ikke solgt til en TV-station endnu, selvom flere har meldt deres interesse.

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)