DR restaurerer smukke huse i ny programserie

16x9

Danmarks Radio søger bevaringsværdige huse at restaurere til en ny programserie

Bor du i et smukt gammelt hus, som du gerne vil bevare for eftertiden, og som måske godt kunne have brug for et professionelt og kyndigt blik?

Så kan du nu tilmelde dig en ny programserie på DR1, hvor arkitekterne Noah Whitehorn og Marselle Meier vil bistå danskere, som planlægger eller er i gang med en restaurering af deres bevaringsværdige hus.

Du bestemmer selv
Produktionsleder på DR1, Sidsel Marie Jacobsen, fortæller til TVTID.dk, at programserien endnu ikke har fået en titel eller et fastlagt sendetidspunkt, men at optagelserne sandsynligvis går i gang inden udgangen af 2011.

Hun fortæller også, at serien kommer til at handle om danskere, som selv vil restaurere deres huse. Danmarks Radio stiller altså ikke med håndværkere og penge til projekterne, men kanalen har to restaureringsarkitekter tilknyttet programmet, som kan bistå husets ejere med inspiration og gode råd til husejerne.

"Det er folks egne projekter, så de bestemmer selv, hvad der skal ske med huset, men vores to arkitekter kan give folk inspiration og kyndig vejledning", fortæller Sidsel Marie Jacobsen, der også siger, at de to arkitekter vil lægge særlig vægt på husets arkitektoniske historie, men at der selvfølgelig kan være tilfælde, hvor praktiske hensyn til folks dagligdag i deres hjem kan veje tungere.

Mest gamle huse
DR søger folk, som vil restaurere huse de selv mener, er bevaringsværdige. Det vil som regel sige gamle huse, men det kan også være en smuk villa fra halvfjerdserne. Huset må gerne være klassificeret som bevaringsværdigt af Kulturarvsstyrelsen, men det er ikke et krav.

Husene skal dog ikke være fredede, da det betyder for mange restriktioner i mulighederne for ombygninger.

"Vi har allerede fået rigtig mange henvendelser fra folk, som er i gang med kæmpe store restaureringer af fredede huse, men vi vil helst tale med folk, som er i gang med at sætte smukke gamle huse i stand, som ikke er fredede. Det giver større handlefrihed for vores arkitekter," som Sidsel Marie Jacobsen udtrykker det.

DR følger restaureringen af huset fra start til slut - og viser seerne resultatet.

Kronprinsens arkitekt
Den unge arkitekt Noah Whitehorn fik som bare 31-årig jobbet som leder af den omfattende restaurering af Frederik 8.´s Palæ på Amalienborg. Kronprinsparrets nye domicil. Whitehorn er vild med de nyeste teknologiske hjælpemidler i sit virke, men han er alligevel mest begejstret for at arbejde med håndværk fra gamle dage.

Marcelle Meier er arkitekt af den gamle skole. Hun har en fortid som bl.a. stewardesse og tjener på et Gasthaus i Schweiz, men blev uddannet Arkitekt i 2001, og afsluttede en master i kulturarv i 2009. Hun har været beskæftiget med projektudvikling og restaureringsarbejder på tegnestuer i bla. Århus og Silkeborg, og hun elsker at bruge blyanter, kæmpe tommestokker og vaterpas - og så er hun ved siden af sit job som arkitekt også Kromutter på Restaurant Skovmøllen ved Århus.

Bjarke Hansen bjah@tv2.dk