TV3 viser exorcisme

16x9

Den nye sæson af 'Ånderne Vender Tilbage' går skridtet videre og viser en mini-exorcisme

Ånderne bliver vildere og vildere. I den nye sæson af TV3-programmet 'Ånderne Vender Tilbage' er det ikke blot huse, der bliver hjemsøgt af spøgelser, men også mennesker. Det fortæller programmets vært Ibi Støving til TVTID.dk.

"I et af afsnittene finder vores medie, Marion Dampier-Jeans, ud af, at der slet ikke er ånder knyttet til huset. Der er noget galt med en af dem, der bor i huset," siger Ibi Støving og gyser med hele kroppen.

"Nu bryder Marion (Dampier Jeans, red.) sig ikke om udtrykket 'klæbeånd', men det er en ånd, som hænger fast på en person. Så vi kommer ud i en mini-exorcisme," fortæller hun til TVTID.dk.

Og det var ikke en specielt rar oplevelse, når man selv er lidt påvirkelig af ånderne, siger TV-værten.

"Jeg kan ikke helt forklare, hvordan det føles. Men det bliver meget koldt og prikker på brystkassen. Og så får jeg helt vildt tykke fingre, når medierne kommanderer med ånderne."

Masser af gakkede henvendelser
Ånde-værten fortæller, at der har været rigeligt med mystiske spøgelseshistorier, som hun og medierne kunne undersøge i sæson to.

"Danskerne henvender sig stadig med masser af godt materiale til programmet. Men selvfølgeligt har der været nogle gakkede henvendelser indimellem. Dem måtte vi så sortere fra," griner hun.

Og er du én af de mange skeptikere, der ikke tror på spøgelser, så kan ibi støving forsikre, at du alligevel får noget at tænke over i den nye sæson af programmet. Medierne er nemlig blevet langt skarpere og kommer med mere præcise oplysninger om husenes tidligere beboere, siger Støving.

Ud over de gamle kendinge, medierne Marzcia Tezchau, Lena Ranehaug og Marion Dampier-Jeans, byder denne sæson også på visit af det engelske stjerne-medie Graham Bishop.

Den nye sæson af 'Ånderne Vender Tilbage' begynder onsdag d. 21. september kl. 21.00 på TV3Puls

Alice Petersen