Her er det nye 'Live fra Bremen'-hold

16x9

Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer bliver erstattet af nye komikere i den kommende sæson af 'Live fra Bremen' på TV 2

Som altid byder den nye sæson af 'Live fra Bremen' på en flok nye ansigter. Men i denne sæson er de to faste flagskibe Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer forsvundet. De har ellers været fast inventar på holdet i de fire forudgående sæsoner.

Til gengæld er deres afløsere allerede velkendte favoritter hos danskerne. Blandt de nye deltagere ses Vicki Berlin, der blandt andet er kendt fra 'Tjenesten', de to 'Bingo Banko'-værter Simon Talbot og Jacob Wilson, samt Brian Lykke fra 'Krysters Kartel'.

"Jeg skal overtage skrivebordet på 'Nyhederne - sådan cirka!' efter Lasse Rimmer. Det glæder jeg mig meget til," fortæller en glad Jacob Wilson til TVTID.dk.

Lisbeth Wulff: Vi har ingen hæmninger
Selv om holdet endnu ikke er gået i gang med forberedelserne til den nye sæson, er 'Live fra Bremen'-veteranen Julie Zangenberg sikker på, at den nye sammensætning bliver en succes.

"Det bliver en god blanding af erfarne og helt nye kræfter. Endnu har vi kun været sammen, da vi indspillede traileren, men der var rigtig god stemning," siger Julie Zangenberg.

Og en anden 'live fra Bremen'-veteran, Lisbeth Wulff, kan fortælle, at optagelserne til traileren bestod i en mildest talt løssluppen dans.

"Vi mødtes og dansede en hel dag, og det var en fest. Alle var enormt nemme at arbejde med, og der var ingen hæmninger overhovedet. Jeg synes, de er vidunderlige og sjove, så det lover godt" siger hun.

Den nye sæson af 'Live fra Bremen' får premiere d. 16. september klokken 21.00 på TV 2

Alice Petersen