Thomas Evers dropper 'Vild med dans'

16x9

Thomas Evers Poulsen har takket nej til at deltage i 'Vild med dans' i år

I øjeblikket gisnes der i de fleste medier om, hvilke ti dansere, der skal lede årets kendis-felt igennem dansedisciplinerne 'Vild med dans' til efteråret. Én der ikke vil være at finde i feltet i år er Thomas Evers Poulsen, det skriver bt.dk.

Han har ellers været fast inventar i programmet, siden det kom frem i 2005, hvor han lagde ud med at vinde den første omgang af 'Vild med dans' sammen med skuespillerinden Mia Lyhne. Men i år må programmet klare sig uden ham.

"Jeg har valgt at sige nej i år. Jeg trænger simpelthen til at holde en pause," siger han til B.T.

Svært at sige nej
Således bliver den syvende sæson af 'Vild med dans' uden Thomas Evers Poulsen. Det har dog ikke været nemt for danseren at sige nej til programmet.

"Det har virkelig været svært at sige nej tak i år, for jeg elsker det program, og det er en fantastisk sjov udfordring at lære et andet menneske at danse på så kort tid. Men jeg trænger til at genfinde motivation, for jeg vil ikke bare være en gentagelse af mig selv. Og på mange måder føler jeg, det er tid til nye udfordringer," siger han til bt.dk.

Kaster sig ud i cykelsport
Det er dog netop i 'Vild med dans'-studiet, at grundlaget for danserens nyeste udfordring blev lagt. I sidste sæson af programmet, hvor blandt andet Michael Rasmussen deltog, dannede Thomas Evers Poulsen nemlig par med Christina Hembo.

Den tidligere dansepartner ejer Rasmussens cykelhold Christina Watches - Onfone, og her har danseren sagt ja til at være mentaltræner. Mentaltræningen sker via dans, og udspringer ifølge Thomas Evers Poulsen af, at både Christina Hembo og Michael Rasmussen har set, hvor meget glæde dansen giver, og den glæde vil de nu bringe videre til andre cykelryttere.

"Det bliver super fedt og spændende at prøve kræfter med. Cykelsport er en rigtig mandesport, hvor der ikke er så meget kropskontakt, og jeg tror, det bliver en sjov udfordring at kombinere dans og cykling," siger danseren.

Marianne Eihilt er klar til 'Vild med dans'
Selv om mange seere nok vil savne Thomas Evers Poulsen i 'Vild med dans', så er der også gode nyheder. Den erfarne danser og 'Vild med dans'-deltager Marianne Eihilt har kridtet danseskoene og melder sig igen klar til programmet, det skriver eb.dk.

Hun holdt pause fra programmet sidste år, men nu er hun altså klar til at tage endnu en tørn. Der er dog ingen aftaler på plads endnu, understreger Marianne Eihilt.

- Der er endnu ikke skrevet kontrakt til 'Vild med dans', men det er jo et dejligt program, som jeg mener er fantastisk underholdning. For to år siden trængte jeg bare til en pause," siger hun til eb.dk.

Ud af de fem gange den århusianske danser har deltaget i programmet, har hun været i finalen fire gange og vundet to gange. Så det kan være dårligt nyt for de andre deltagere, hvis Marianne Eihilt igen er med i feltet af dansere, for så er konkurrencen skærpet.

'Vild med dans 2011' får premiere på TV 2 til september

Louise Vilsbøl