Kamp om at være den nye 'Matador'

16x9

Nu er der kamp om DRs dramapulje på 100 millioner. Nordisk Film udfordrer Ole Bornedals projekt om slaget ved Dybbøl

Som tidligere beskrevet her på TVTID.dk, så er DR blevet pålagt som en del af medieforliget at investere et beløb på 100 millioner kroner i en dramaserie, der handler om en markant begivenhed eller periode i Danmarkshistorien.

I den forbindelse har Ole Bornedal været inde over og skulle skrive en synopsis på baggrund af Tom Buk-Swientys dokumentariske bestseller 'Slagtebænk ved Dybbøl', som naturligt nok handler om slaget ved Dybbøl i 1864.

Men nu har en anden spiller meldt sig på banen, og der bliver altså hård kamp om, hvem der skal løbe med drama-budgettet på de 100 millioner kroner. Ifølge politiken.dk afleverede Nordisk Film i sidste uge et bud på en serie til DRs dramachef Ingolf Gabold.

Første konkurrent til Bornedahl
Buddet fra Nordisk Film er skrevet af forfatteren bag filmen 'Flammen og Citronen', Lars K. Andersen, og det handler om overgangen fra 1890'erne til Første Verdenskrig. Ifølge politiken.dk er det en historie om gullaschbaroner, spekulationsbobler og slaget om kvindernes valgret.

Tidligere florerede der rygter om, at Bornedahl allerede havde sikret sig puljen, men de rygter dementerede DR og udsendte et brev til 15 danske produktionsselskaber, som blev inviteret til at komme med deres bud på en historisk TV-serie.

To stærke konkurrenter
Hidtil har ingen konkurrenter meldt sig på banen med et bæredygtigt forslag, men det er forslaget fra Nordisk Film, mener Ingolf Gabold, der dog også peger på, at Ole Bornedahls forslag, som er lavet i samarbejde med Miso Film, er godt.

- Det interessante ved Nordisk Films beretning om overgangsperioden er, at her lægges kimen til det moderne samfund med kvindernes valgret, her har vi de første store økonomiske friværdier, gullaschbaroner og økonomiske bobler. Serien går frem til Danmarks forsøg på at holde os neutrale under Første Verdenskrig og stopper, da kongen rider ind i Sønderjylland på sin kalkede hest. Det er to stærke og karakteristiske danmarksbilleder, vi skal vælge imellem, siger Ingolf Gabold til politiken.dk.

Inden påsken skal Miso Film aflevere sit endelige bud på dramaserien, og herefter tager DRs dramaafdeling beslutningen. Ingolf Gabold mener, at beslutningen ligger fast 1. juni.

Høje forventninger
Og det er da ikke uden grund, at beslutningen tager tid. Hos DR er forventningerne til den kommende dramasatsning nemlig tårnhøje

- Det skal være en serie, hvor familien Danmark mødes om skærmene, som de gjorde det med 'Matador' eller 'Krøniken', som med 2.617.000 seere havde et seertal, som slog selv finalen i 'X Factor', siger Ingolf Gabold.

Om det bliver slaget ved Dybbøl Mølle eller kvindernes slag, der skal tage kampen op omkring de danske TV-seere og være DRs nye dramasatsning bliver altså afgjort i løbet af den næste måned. TVTID.dk følger sagen.

Louise Vilsbøl