Tillykke med de 40 år, Kaj og Andrea...

16x9

På tirsdag har Kaj og Andrea været på skærmen i præcis 40 år

Den 8. marts 1971 havde Danmarks Radio premiere på et program, der på tirsdag har fornøjet de danske TV-seere i 40 år.

Gennem alle årene er det Hanne Willumsen og Kjeld Nørgaard, der har lagt stemme til hhv. Andrea og Kaj, mens Katrine Hauch-Fausbøll var med til at starte serien og senere også var instruktør og medforfatter.

Andrea startede alene
Selv om det er svært at forestille sig, så har de to populære dukker ikke altid været et makkerpar. Andrea startede alene på DRs sendeflade den 8. marts 1971 klokken 9.30 i programmet 'Legestue'.

Sammen med Povl Kjøller og Kjeld Nørgaard optrådte Andrea i syv programmer i 1971, før Kaj kom til. Han kunne første gang ses på skærmen i udsendelse otte den 22. november 1971.

Andrea er Kjelds mormor
Idéen om Kaj og Andrea blev undfanget på konferencecentret Højstrupgård i Helsingør med den daværende 'Legestue-gruppe' i DRs B&U-afdeling.

Hanne Willumsen skabte Andrea ud af sin søsters gamle bikini, og stemmen blev kopieret fra en kunde i Hannes fars købmandsbutik. Andrea er opkaldt efter Kjeld Nørgaards mormor.

Navnet Kaj er der derimod ikke de store tanker bag.

Flabet og snerpet
Kaj og Andrea blev sendt i 83 afsnit fra 1971 til 1975. I 1996 besluttede DR at lade serien genopstå. I alt er der produceret næsten 180 afsnit.

Serien er dog blevet genudsendt kontinuerligt, så der har været Kaj og Andrea på DR1s sendeflade op igennem 80´erne og 90´erne også.

Ifølge Hanne Willumsen, så er der noget ved de to dukkers univers, som gør, at serien bliver ved med at være populær.

"En dukke kan udtrykke sig på en anden måde, end et tegnet univers kan. Det kan være derfor, at 'Kaj og Andrea' stadig er populære," siger Hanne Willumsen og fortsætter.

"Dukkerne er tilpas enkle i deres udtryk, og kombinationen mellem de to figurer og deres samspil kunne børn både nikke genkendende til dengang og nu. Kaj er flabet, mens Andrea er en snerpet tante, og den kontrast fungerer rigtigt godt."

TVTID.dk ønsker hjerteligt tillykke med jubilæet til et herligt stykke dansk TV-kulturarv.

På selve fødselsdagen på tirsdag leger Kaj og Andrea 'Snehvide' kl. 7.00 på DR1

Bjarke Hansen