Tysk TV: Danmark er en stikkerstat

16x9

Den tyske public_service kanal ZDF kalder Danmark for en stikkerstat i et meget kritisk indslag

Den tyske TV-kanal ZDF kalder Danmark en stikkerstat i et særdeles kritisk indslag

I Danmark kan man anmelde folk for socialt bedrageri anonymt på internettet - og flere kommuner opfordrer faktisk borgere til at anmelde mistænkelig adfærd.

Vores politi kan også stoppe udenlandsk indregistrerede biler og krydstjekke ejerens oplysninger med alle relevante myndigheder.

Det har fået den tyske public service-kanal ZDF til at rette et særdeles kritisk blik mod os. (Se indslaget fra 'Auslandsjournal' via link øverst til højre).

Som i DDR
I Tyskland er man særligt opmærksomme på, at en stat kan indgribe i menneskers hverdag på særdeles ubehagelige måder. Tiden med det kommunistiske Østtysklands totalstat DDR har for alvor fået tyskerne til at værdsætte privatlivets fred.

Derfor undrer det også ZDF´s udenrigspolitiske flagskib 'Auslandsjournal', at danskerne faktisk accepterer så megen kontrol, som vi gør. Studievært Theo Koll præsenterer indslaget som;

"De danske myndigheders dybe indblik i de andres liv"

De sidste tre ord i sætningen er en reference til Florian Henckel von Donnersmarcks debutfilm 'Das Leben der Anderen' fra 2006 om overvågningssamfundets paranoia i det gamle Østtyskland.

Razziaer og stikkeri
I indslaget om Danmark fortæller 'Auslandsjournal' bl.a. om, hvordan det danske politi kan lave razziaer mod udenlandsk indregistrerede biler og derefter krydstjekke med alle relevante myndigheder, om ejeren nu også bor og lever, hvor han siger, han gør.

De beretter også om, at de danske myndigheder modtager bunkevis af henvendelser fra folk, der har mistanke om socialt bedrageri. Ofte er anmeldelserne anonyme.

ZDF går endda så langt, at de sammenligner de danske myndigheders kamp imod socialt bedrageri med Stasi´s metoder i DDR.

Se hele ZDF-indslaget via link øverst til højre

Bjarke Hansen