Ny julekalender på vej på TV 2

16x9

Næste år byder TV 2 på en helt ny julekalender, der kommer til at foregå på Børglum Kloster

Næste år byder TV 2 på en helt ny julekalender, der kommer til at foregå på Børglum Kloster

Det 1000 år gamle Børglum Kloster i Vendsyssel kommer til at danne ramme om julekalenderen på TV 2 i 2011.

Historien kommer bl.a. til at handle om en luddoven julemand, uhyggelige spøgelser, der gemmer på en gammel skat, og en moderne fortravlet børnefamilie.

- Vi er glade for, at vi har fået mulighed for at filme på og omkring Børglum Kloster. Det fornemme gamle kloster emmer af mystik og historie, og Vendsyssel med sit barske, men smukke landskab er i det hele taget en perfekt kulisse for julekalenderen, siger Morten Rasmussen, direktør og producer for Deluca Film.

Kom til casting
I julekalenderen medvirker en række børn, og Deluca Film inviterer derfor børn mellem 7-12 år med en lille skuespiller gemt i maven til casting i Metropol i Hjørring d. 6. og 7. november kl. 11.00-16.00 og i Filmbyen i Århus d. 13. og 14. november kl. 11.00-16.00.

- Vi leder først og fremmest efter en dreng på 7-8 år, så vi håber, at rigtig mange dukker op for at vise, hvad de kan, siger Morten Rasmussen.

Interesserede kan læse mere på www.delucafilm.dk (link øverst til højre i artiklen).

Manden bag 'Mulan'
Et hold manuskriptforfattere skriver historien under ledelse af Philip LaZebnik, der tidligere har skrevet manuskript til store Hollywood-produktioner som tegnefilmene 'Mulan' og 'Pocahontas'.

Udviklingen af julekalenderen har fået støtte af bl.a. Den Vestdanske Filmpulje, Region Nordjylland og de tre nordjyske kommuner; Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev.

Bjarke Hansen/TV 2 Kommunikation