Wozniacki narret med i 'Vild med dans'

16x9

Tennisstjernen Caroline Wozniacki narrede sin storebror, Patrik, med i danse-programmet.

Da søskendeparret Caroline og Patrik Wozniacki sidste år var inde at se 'Vild med dans'-finalen, blev de begge spurgt, om de havde lyst til at deltage i næste sæson. På det tidspunkt takkede de begge pænt nej.

Men da TV 2 igen i år kontaktede Caroline Wozniacki og gav hende tilbuddet om at være med i programmet, sagde hun atter nej tak, men tilføjede ifølge jp.dk:

"Min storebror har skiftet mening, han vil helt vildt gerne være med."

Narret af fræk lillesøster
Men der var dog lige den lille hage ved sagen, at Patrik Wozniacki faktisk ikke havde sagt noget om, at han havde ændret mening. Det var bare noget, hans frække lillesøster havde fundet på.

"Men så tog det ene det andet," udtalte 24-årige Patrik ved TV 2s pressemøde, da han stod med sin dansepartner Claudia Rex ved sin side.

Caroline med blandt publikum
Caroline Wozniaki har dog ikke tænkt sig at svigte sin bror, nu hvor hun har fået lokket ham ud på dansegulvet. Hun vil nemlig følge ham tæt fra sidelinjen, ligesom han også har fulgt hende i US Open.

"Jeg skal ind og se min bror Patrik være med i 'Vild med dans' på fredag. Det ser jeg utrolig meget frem til, da jeg har svært ved at se hans stive fodboldben være lette og elegante," skriver hun på sin blog på tv2.dk.

Susanne Nielsen