Sagsøger 'Idol' for 300 mio. dollars

16x9

Nu er det blevet 'American Idol's tur til at blive sagsøgt af en tidligere deltager.

Der er åbenbart gået inflation i at sagsøge talentshows, hvis man stiller op og bliver afvist. I sidste uge kunne vi her på TVTID fortælle historien om en britisk deltager i 'Britain's Got Talent', der sagsøgte Simon Cowell efter at være blevet ydmyget til sin audition. Nu er turen så kommet til et andet TV-program, som Cowell er dommer i.

En tidligere deltager i det amerikanske talent-show 'American Idol' planlægger nemlig at sagsøge programmet for 300 millioner amerikanske dollars. Det svarer til godt og vel 1,7 milliarder danske kroner.

I 2006 kom den homoseksuelle 'American Idol'-deltager Ian Benardo ikke videre fra sin audition. Under dette års finale stormede han så scenen og skældte ud på dommerne. Han sagde blandt andet til Simon Cowell "Jeg er mere underholdende end dig".

Hyret af folkene bag 'Idol'
Ifølge en række juridiske papirer, som blev indleveret til New Yorks arbejdsrettigheds kommission i mandags, blev han dog tvunget til at lave dette stunt. Ifølge Ian Benardos papirer blev han hyret af showets producere til at komme tilbage og være krænkende og homoseksuel.

I papirerne påstår Benardo i øvrigt, at producerne tidligere har udnyttet hans seksuelle orientering, da de under hans audition i sin tid bad ham om at spille mere på det homoseksuelle. Se Benardos 'Idol'-audition via linket i artiklens højre hjørne. Da han vendte tilbage i maj måned i år, fik han samme besked fra producerne.

- Jeg blev en betalt medarbejder, da de bad mig om at komme tilbage. Først senere begyndte de at sige "Hvorfor agerer du ikke mere bøsset?", siger Benardo til New York Daily News.

Han fortæller desuden, at de ville have han til at opføre sig helt mærkeligt og klæde sig ud som drag. Deres dessiner blev sagt med nedladende ord, og tonen var ikke specielt venligt stemt overfor hans seksuelle orientering.

Opfordrede til live-forstyrrelsen
Under finaleshowet, der blev sendt live i USA, hævder Ian Benardo, at producerne gentagne gange opfordrede ham til at løbe ind på scenen og stjæle mikrofonen fra komikeren Dane Cook.

- De sagde, at det var live TV og at alt ville være OK, så længe jeg ikke bandede. Det var et vink med en vognstang, så jeg troede, det var meningen, at jeg skulle gøre det, siger Benardo.

Ifølge TMZ søger Benardo nu erstatning for tort og svie og for tabet af andre ansættelsesmuligheder - en erstatning han altså har regnet sammen til omkring 1,7 milliarder danske kroner. Folkene bag TV-programmet har endnu ikke villet kommentere på anklagerne.

Louise Vilsbøl