Følg Gades sidste 48 timer

16x9

TV 2 viser eksklusiv dokumentar om Søren Gades sidste 48 timer som forsvarsminister i morgen aften. Det skriver kanalen i en pressemeddelelse.

Tirsdag aften kl. 20.00 kan du se dokumentaren 'Søren Gade - de sidste 48 timer' på TV 2.

Programmets titel forklarer ret præcist, hvad filmen handler om. Instruktøren Kasper Torsting har fulgt Søren Gade tæt fra søndag morgen d. 21. februar, til han gik af som minister tirsdag eftermiddag d. 23. februar.

Den svære beslutning
Søren Gade var en utroligt populær og respekteret minister, der sad på posten i over fem år. Og det er imponerende set i forhold til, hvor høj grad jobbet har været de helt store politiske øretævers holdeplads i disse år.

Men den såkaldte lækage-sag og sagen om Thomas Rathchacks bog 'Jæger - i krig med eliten', og ikke mindst de menneskelige omkostninger tiden som minister også har haft for Søren Gade, gjorde, at han besluttede at gå fra posten i forbindelse med regeringens store ministerrokade, og indtil videre også at forlade politik fuldstændigt. Og det kan du alt sammen følge på helt tæt hold på TV 2 i aften.

- Det er uhyre sjældent, at et tv-hold har mulighed for at følge de sidste to døgn af en mini­sterkarriere, fordi det typisk kun er statsministeren, der ved, hvornår en ministerperiode skal begynde og slutte. Vi er både glade og stolte over at kunne vise danskerne et unikt og eks­klusivt program, der går bag om afslutningen af en ministerkarriere, der på det seneste har været hektisk og turbulent for Søren Gade, siger faktachef Sune Roland Jensen, TV 2 Programafdelingen.

Bad selv om det
Dokumentaren er tilrettelagt af instruktøren Kasper Torsting, der tidligere har fulgt Søren Gade i TV 2-programmet 'Krigsminister', der blev vist i januar i år. Og det var Søren Gade selv, der spurgte Torsting, om han ville lave filmen.


- Han sagde: 'Kasper, nu fortæller jeg dig noget, som kun statsministeren, og nogle få andre er bekendt med. Og det gør jeg, fordi jeg har fuld tillid til dig', siger Torsting til Politiken, og fortsætter:

- Han ved, at jeg ikke har en undergravende politisk agenda, men at den metode, jeg arbejder med, er baseret på tillid.

Meget usædvanligt
Ifølge de politiske kommentatorer, så er det bestemt ikke normalt, at en minister selv tager kontakt til en dokumentarist. Hans Engell siger således i Ekstra Bladet;

- Det er første gang i den politiske historie, det er sket, og det tyder på, at han selv har villet riste sin egen minderune. Det skal også ses i det lys, at han siger farvel til politik på denne måde. Fordi han ikke følte, at han skylder nogen noget

Se 'Søren Gade - de sidste 48 timer' tirsdag aften kl. 20.00 på TV 2

Bjarke Hansen