Se de fede danse på TV3 Puls

16x9

Lørdag aften har TV3 Puls premiere på programmet 'Dans dellerne af', hvor overvægtige amerikanere kommer af med kiloene ved at danse, til de segner.

Mens vi venter på, at TV 2 laver en dansk udgave af det amerikanske underholdningsprogram 'Dance Your Ass Off', kan vi hygge os med at se original-programmet på TV3 Puls. Det første program i serien, som har fået den danske titel 'Dans dellerne af', sendes i morgen, lørdag.

Som tidligere beskrevet her på TVTID.dk er der tale om en slags 'Vild med dans', bare for overvægtige. Dans og diæt forenes i et muntert slanke-projekt, hvor de lidt for runde deltagere skal lægge kosten om og dyste på dansegulvet i en konkurrence om at tabe sig mest muligt.

De 12 deltagere, seks kvinder og seks mænd, sættes hver især sammen med en professionel dansepartner, der skal træne dem til de ugentlige opvisninger på dansegulvet.

Kommer i dansk udgave til foråret
De overvægtige bedømmes hver uge af et ekspertpanel, der giver point for de individuelle dansepræstationer. Og bagefter ryger de håbefulde en tur på vægten. Dansekarakteren skal nemlig lægges sammen med ugens vægttab, før man finder ud af, hvem der skal sendes hjem som taber.

Til foråret har TV 2 premiere på en dansk udgave af programmet, som kommer til at hedde 'De fede trin'. Foreløbig er deltagerne fundet, og optagelserne går snart i gang. TVTID.dk vender tilbage med en præcis premieredato.

Dans dellerne af (afsnit 1 og 2), lørdag d. 13. februar kl. 20.00 på TV3 Puls.

Susanne Nielsen