'The Today Show' laver udsendelse om København

16x9

I forbindelse med det kommende klimatopmøde er den amerikanske TV-station NBC i Danmark for at lave en programserie om vores hovedstad.

Det internationale klimatopmøde i København er først til december. Men allerede nu fatter udlandet interesse for vores hovedstad. Den amerikanske TV-station NBC har sendt et hold journalister af sted til Danmark, og de laver lige nu en udsendelse i København, som skal være et afsnit i en programserie om miljø.

Danmark på cykel
Det er den danske hovedstads cykelkultur, som er i fokus i programmet. Ifølge én af de udsendte NBC-journalister, Anne Thompson, så er København en fantastisk by for såvel fodgængere og cyklister som for biler. Journalisten siger for øvrigt, at Københavnere har en fantastisk høj livskvalitet, og hun vil gerne vise amerikanerne hvorfor.

- Det ser ud til, at København har gjort dét, som så mange byer gerne vil... og når det kan gøres her, kan det måske også gøres i USA, siger Anne Thompson til TV 2 Lorry.

København på landkortet
Det er ikke et hvilket som helst program, der har valgt at gæste Danmark. Faktisk er det muligvis det mest sete af sin slags i hele verden.

NBCs 'Today', eller 'The Today Show', som det ofte bliver kaldt, er et morgenprogram som blander nyheder og talkshow. Lidt ligesom vores eget 'Go´ morgen Danmark'. Det debuterede i 1952, og er det første amerikanske program af sin slags. Fra 1995 til i dag har 'The Today Show' været det mest sete morgenprogram hver eneste uge i USA. Udsendelserne om Danmark vil ligeledes blive sendt på aften-programmet 'The NBC Nightly News'.

NBC når ud til 112 millioner amerikanske hjem.

Bjarke Hansen