Paprika som svensk hjertelæge

16x9

Paprika Steen spiller en hovedrolle i den svenske drama-miniserie 'Hjerteslag', der handler om hjertekvaler af både fysisk og følelsesmæssig karakter - og har premiere på DR1 nu på søndag.

Mænds og kvinders hjerter ser ens ud, men ved et hjertetilfælde er symptomerne ikke nødvendigvis de samme for de to køn. Den kendsgerning er omdrejningspunktet for den svenske drama-miniserie Hjerteslag, som DR1 viser første afsnit af på søndag.
I serien følger vi de to kvindelige hjertelæger Marianne og Elisabeth, spillet af Solveig Ternström (bill. til højre) og danske Paprika Steen. Paprika taler i øvrigt svensk i rollen.

Kvinder dør som fluer
På de svenske hospitaler dør der hvert år flere kvinder end mænd af et hjertetilfælde - uden at lægerne kender årsagen. Marianne, som har været læge på hjerteafdelingen i mange år, har planer om at forske i problemet. Men Mariannes familie har også hårdt brug for hende. Ægtefællen Bjørn bliver degraderet til et job i kundeservice, hendes senildemente mor overnatter oftere og oftere på sofaen, og datteren Sanna (spillet af danske Ellen Nyman) tropper op med barnebarnet efter et alvorligt skænderi med sin kæreste.

Kolleger og konkurrenter
Elisabeth (Paprika Steen) er Mariannes nærmeste kollega og konkurrent til stillingen som 1. reservelæge. Hun har en affære med en gift læge og har en mere overfladisk indstilling til livet og jobbet end Marianne. Men alting forandres, da hun får en patient, som viser sig at være hendes gamle barndomskærlighed, Henrik.
Et dødsfald på afdelingen får Elisabeth til at støtte Marianne i, at hun genansøger om en forskerstilling - selv om det er upopulært blandt kollegerne. Imens forelsker Elisabeth sig stille og roligt i Henrik, selv om hun er klar over, at hans tilstand er stærkt kritisk.

Skuespiller bag serien
Solveig Ternström, der spiller rollen som Marianne, har også taget initiativ til serien, der har manuskript af Anders Weideman. Serien er instrueret af Erik Leijonborg, der også var instruktøren bag miniserien 'Maria Wern: Fremmed fugl', der netop er blevet vist på DR1.
Serien, der er fra 2008 og på svensk hedder 'Om ett hjärta', er produceret af SVT i samarbejde med bl.a. DR.

Hjerteslag (1:3), søndag d. 19. april kl. 20.00 på DR1.

Susanne Nielsen