Stem: Bedste danske TV-kendingsmelodi

16x9

TVTID har for nylig haft en afstemning over de bedste amerikanske TV-kendingsmelodier. Nu gælder det de danske.

Temaet til Venner (Friends) blev den helt store vinder med 32 procent af stemmerne, da TVTID lavede en afstemning over de bedste amerikanske TV-kendingsmelodier. På andenpladsen med 11 procent kom temaet til M*A*S*H, mens Sams Bar (Where Everybody Knows Your Name) fulgte lige efter med 10 procent af TVTID-brugernes stemmer. Den lyserøde panter og Strengt Fortroligt/X-Files kom på en delt fjerdeplads med en stemmeprocent på 9.

Giv din stemme
Nu gælder det så den bedste danske TV-kendingsmelodi, og da der jo af gode grunde ikke er plads til at have alle med, er der her et mindre udvalg på 22 (hør melodierne ved at klikke på links til højre). Du er meget velkommen til at deltage i afstemningen nedenfor og eventuelt skrive en kommentar, hvis du synes, der mangler nogle vigtige melodier.

Ørnen (Fogiveness)
Temaet til Ørnen er skabt af parret Misen (sangerinde) og Jacob Groth, og DR og EMI har udgivet et album med hele soundtracket fra serien. Titelsangen Forgiveness er ligesom resten af soundtracket skrevet med udgangspunkt i Ørnens univers og historier fra græsk mytologi. Det store tema er det at rejse uden at kunne vende hjem. Hallgrim kommer ligesom Odysseus fra en ø, han ikke bare kan vende tilbage til, og ligesom den græske sagnhelt er han bedre til at klare de ydre strabadser, end at komme sine egne indre spøgelser til livs.

Rejseholdet
Ligesom det er tilfældet i mange andre af DRs store dramaproduktioner (bl.a. Ørnen, TAXA, Krøniken og Ørnen) er det Jacob Groth, der har lavet kendingsmelodien til Rejseholdet.

Nikolaj og Julie (Right Next To The Right One)
Sangeren og komponisten Tim Christensen har både skrevet og synger selv den velklingende intro-sang til Nikolaj og Julie, Right Next To The Right One.

En by i provinsen
Bent Christensens krimiserie En by i provinsen fra 1977 med Jens Okking og Henning Moritzen i hovedrollerne emmer af hygge, og som en understregning af denne hygge spiller Fuzzys instrumentale musik også en stor rolle.

Een gang strømer (Sjæl i flammer)
Endnu en serie med Jens Okking i hovedrollen. Den knap seks timer lange TV-serie fra 1987 var Anders Refns meget vellykkede forsøg på at lave actionmættet krimi på dansk. Kasper Winding og Lars Muhls kæmpehit Sjæl i flammer blev produceret som titelsang til denne serie.

TAXA
Endnu engang er det DRs "huskomponist" Jacob Groth, der har lavet kendingsmelodien.

Krøniken
Jacob Groth har lavet den instrumentale kendingsmelodi.

Matador
Kræver nok ingen nærmere præsentation. Bent Fabricius-Bjerre har skrevet (og spiller) det melodiøse klaver-tema.

Huset på Christianshavn
Serien følger beboerne i en ejendom i Amagergade på Christianshavn. Det livlige og 70'er-agtige tema er komponeret af Steen Holkenov.

Gøngehøvdingen
Musikken til Gøngehøvdingen er skrevet af Sebastian.

Busters verden (Buster)
Sangerinden Nanna har skrevet og synger selv titelsangen til børne-TV-serien Busters verden om drengen, der har særlige evner som tryllekunstner.

Sommer
Den instrumentale kendingsmelodi til DR-søndagsserien Sommer er skrevet og indspillet af Halfdan E og Lars Daniel Terkelsen.

Langt fra Las Vegas (So Far)
Den melodiøse intro-sang til Casper Christensen-comedyserien Langt fra Las Vegas hedder So Far og synges af Superheroes.

Nynne (Kom igen Nynne)
Sangerinden Annika Askman har både skrevet og synger titelsangen Kom igen Nynne med opbakning af bandet Heartbeat. Askman deltog i øvrigt i Melodi Grand Prix 2007 med sangen Fly.

2900 Happiness (Moment Bliss)
Den iørefaldende intro-sang til 2900 Happiness synges af den halvt grønlandske Julie og hedder Moment Bliss.

Riget
Den ildevarslende og Twin Peaks-inspirerede instrumental-intro til Lars Von Triers Riget hedder Kingdom og er komponeret af Joachim Holbek.

Hvide løgne
Hvide løgne er en dansk soap, som nåede op på 447 afsnit og blev vist i årene 1997-2001. Den er lavet efter det svenske forbillede Vita lögner, som har nøjagtig den samme titelmelodi af Dr. Alban.

Een stor familie
80'er-serien Een stor familie handler om livet på et kontor. Seriens musikalske tema er en rumba udelukkende spillet på elektroniske instrumenter. Ud over et enkelt og iørefaldende syntheseizer-tema høres også lyden af en skrivemaskine og en elevatorklokke. Musikken er skrevet og indspillet af Joachim Ussing.

Maj og Charlie
Det er en gammel Gitte Hænning-sang I aften, der er introen til TV3-serien Maj og Charlie.

Anna Pihl (In The End I Started)
Niels Brinck har skrevet og synger intro-sangen In The End I Started til Anna Pihl. Brinck deltager i øvrigt i dansk Melodi Grand Prix på lørdag med sangen Believe Again.


Susanne Nielsen