Emmelies søster: Hun har altid været en stjerne

16x9

Emmelie de Forests svenske søster, Sophie, fortæller, hvordan Emmelie har optrådt med sang, lige fra hun var helt lille

På rekordtid er 20-årige Emmelie de Forest gået fra at være totalt ukendt til at blive udråbt til hele Europas popprinsese efter sejren i 'Det Europæiske Melodi Grand Prix 2013' lørdag nat.

Men for Emmelies svenske halvsøster, 35-årige Sophie, har den nykårede grand prix-vinder altid været en stjerne.

- I familien har vi altid opfattet Emmelie som en kommende stjerne. Lige fra hun var lille, har hun elsket at optræde og synge. For eksempel har hun flere gange optrådt med sang, når vi var ude og spise på restauranter i Stockholm, siger Sophie de Forest til tvtid og fortsætter.

- Vores far var musiker og meget interesseret i grand prix, og vi var altid samlet hele familien foran fjernsynet, når der var finale i Eurovisionen. Så han ville have været utroligt stolt, hvis han havde oplevet Emmelies sejr i går. Det var både hans og hendes store drøm, som blev opfyldt, lyder det fra Sophie, der arbejder i en bank i Stockholm.

Emmelie har tre ældre søskende, Edward, Sophie og Daniel, som alle har samme far, Ingvar de Forest, der døde af et hjertestop under en ferie i Cypern i 2010. Edward og Sophie er opvokset i Stockholm, mens Emmelie og Daniel boede hos deres mor i Mariager i Nordjylland.

Sang i kirken til søsterens bryllup
Efter faderens død for to et halvt år siden har Emmelie haft tættere kontakt til sine halvsøskende i Sverige, og da søsteren Sophie blev gift i juni 2012 i Solna Kirke i Stockholm (foto øverst), optrådte Emmelie med tre sange i kirken og ved festen bagefter.

- Det var meget rørende, da Emmelie sang "Kärleksvisan" i kirken ved mit og min mand, Frederiks, bryllup, og gæsterne var så begejstrede for hendes optræden, at de skrev en masse rosende kommentarer på Facebook og lagde en video ud på Youtube, siger Sophie og tilføjer.

- Det er i øvrigt heldigt, at vi holdt brylluppet for et år siden og ikke her til sommer - for så havde Emmelie nok ikke haft tid til at optræde for os, lyder det med et lille grin fra den 35-årige, svenske storesøster, som alligevel håber, at Emmelie får et hul i sit tætpakkede program, så hun kan tage turen til Stockholm igen.

- For tre uger siden var Emmelie herovre i fire dage og besøge os i forbindelse med, at hun var på pressetur i Sverige, og det var rigtig hyggeligt - hun boede i Edwards lejlighed, så hun havde god mulighed for at være sammen med sine niecer, konstaterer Sophie de Forest, som da også fik en kort telefonsamtale med Emmelie i nat, efter sejren i grand prix'et:

- Hun fortalte, at hun havde været vældig nervøs, da hun sad i "green room", fordi Danmark ikke fik så mange point i starten. Men så gik det bedre og bedre, og hun blev "jätteglad", da det stod klart, at hun havde vundet. Hun sagde også, at hun tænkte meget på os, og at hun elskede os, lyder det fra Sophie de Forest.

- Hun forsøger ikke at "gøre sig til"
Da "Only Teardrops" vandt det danske melodi grand prix i januar, skyndte Emmelies svenske søskende sig at købe billetter til semifinalen i Malmø.

- Det var så flot, at Emmelie overhovedet kunne vinde det danske grand prix, selv om hun var helt ukendt i Danmark på det tidspunkt. Så lige så snart vi fik det at vide, blev vi selvfølgelig enige om, at vi skulle ind og se hende i semifinalen, siger storebror Edward, der til daglig arbejder som lærer i Stockholm.

Det lykkedes dog ikke for Emmelies svenske familie at skaffe billetter til finalen. Til gengæld samledes de alle i Edwards lejlighed i Solna ved Stockholm for at følge den spændende finaledyst og heppe på Emmelie.

Både Edward og Sophie er enige om, at Emmelie fortjener al den succes, hun vader i lige nu, og at én af hendes store styrker er hendes ægte naturlighed.

- Emmelie forsøger ikke at "gøre sig til". Hun er bare sig selv og helt naturlig. Det er en fantastisk god egenskab, synes jeg. Og nu har hele Europa også set med deres egne øjne, at hun virkelig bare er sig selv, slutter Sophie de Forest.

Se også billeder fra i nat, hvor Emmelie de Forests svenske familie fejrede hende i en lejlighed i Stockholm (via link ovenfor til højre).

Susanne Nielsen, suni@tv2.dk