'De fede trin': Sådan gik det tøserne

16x9

Se, hvordan det gik de kvindelige deltagere efter den kombinerede danse- og vægttabskonkurrence på tv

I foråret 2010 kunne TV 2 byde velkommen til ti særligt modige dansere i underholdningsprogrammet 'De fede trin'. De fem mænd og fem kvinder skulle nemlig ikke bare konkurrere i diverse dansediscipliner, men også tabe sig mest muligt på kortest tid.

I programmet kom seerne meget tæt på de overvægtige deltagere, der bl.a. skulle optræde kun iført undertøj, når de blev vejet for åben skærm. Og på dansegulvet var der grænseoverskridende dyster, som strakte sig lige fra hiphop til poledance.

Tvtid har nu, to år efter at programmet blev vist, kontaktet deltagerne for at høre, hvordan det er gået dem siden 'De fede trin'. Læs om de mandlige deltagere via link øverst til højre i artiklen, og læs kvindernes personlige beretninger nedenfor.

Marie: Jeg har fået et helt nyt liv
Da Marie Schrøder meldte sig til 'De fede trin', var hun 26 år, næsten færdiguddannet som folkeskolelærer og vejede 102 kilo. Hun drømte dengang om at blive sund og stråle mere for sin kæreste. Hun håbede også, at et vægttab ville gøre det nemmere for hende at blive gravid.

I løbet af programmet lykkedes det Marie at tabe sig 10 kilo i alt, før hun røg ud i program nummer fire, hvor hun havde svært ved at udføre den næsten akrobatiske disciplin: poledance. Siden har hun ikke haft tid til at tænke så meget over sin vægt, da der er sket store omvæltninger i hendes liv.

Gravid på bryllupsrejsen
"Den 11. september 2010 blev jeg gift med min kæreste, og på bryllupsrejsen blev jeg gravid. På mandag (d. 16. juli, red.) fylder vores lille datter, Rebecca, et år," lyder det fra en glad Marie, som næsten lige har afsluttet sin barsel.

"Jeg har fået et helt nyt liv, og det er andre ting end min vægt, der betyder noget nu. Først og fremmest sørger jeg for at holde mig sund," siger hun.

Selv om Marie stort set vejer det samme nu, som da hun røg ud af 'De fede trin', nemlig 92 kilo, er hun blevet meget mere bevidst om at få den rigtige motion, end hun var tidligere.

"Jeg træner op til tre gange ugentligt, og jeg har en personlig træner to gange om ugen nede i fitnesscentret for at sikre, at jeg gør øvelserne rigtigt. Træningen er blevet en del af min hverdag, og jeg kan mærke det med det samme, når jeg har sprunget over nogle gange, sådan som her i den seneste uges tid, hvor jeg har ligget syg med influenza," forklarer hun.

Er flyttet på landet
Marie holder også stadig fast ved sin zumba, der giver hende mulighed for at få dansen ind i hverdagen. Da hun er flyttet fra København til Hillerød, er det dog i det lokale forsamlingshus, det foregår. Lige nu er der sommerlukket, og så må Marie finde på andre måder at dyrke motion på.

"For nylig deltog jeg for første gang i ALT for damernes kvindeløb, hvor jeg gik 2,5 kilometer. Det var jeg stolt af, for jeg har aldrig lært at løbe. Men til næste år vil jeg løbe 5 kilometer," lover hun sig selv.

Marie har dog en helt særlig grund til, at den fysiske træning er så vigtig for hende lige for øjeblikket.

"Jeg skal være i form til den næste graviditet. For nu ved jeg jo, hvor hårdt det er," lyder forklaringen fra den nybagte og nygifte mor, som lige nu også har travlt med at læse til eksamen.

"Til august bliver jeg færdig som bachelor. Et år senere end planlagt."

Tanja: Jeg skal IKKE være en stor pige igen
25-årige Tanja Bjerg Bertelsen gjorde sig særligt bemærket i 'De fede trin' for sin feminine tøjstil med 50'er-inspirerede kjoler og opsat hår. Ligesom hun med sin erfaring som amatørskuespiller var god til at brænde igennem med sin personlighed på dansegulvet.

Tanja gjorde dog også ekstra indtryk, fordi hun klarede sig helt frem til finalen, hvor hun fik en andenplads.

I løbet af sin deltagelse i tv-programmet tabte hun sig 18 kilo, så hendes startvægt på 104 kilo var reduceret til 86 kilo ved finalen. En vægt, der stort set er uændret to år efter.

Vægt svinger op og ned
"I dag vejer jeg omkring 84 kilo, men det svinger lidt op og ned. Der er ingen tvivl om, at der ligger et stort arbejde i at tabe sig. For os kraftige mennesker vil det altid være en evig kamp," siger Tanja til tvtid og fortsætter.

"Jeg har besluttet mig for, at jeg IKKE vil op at være en stor pige igen. Selv om man selvfølgelig godt kan sige, at jeg stadig er stor i forhold til min højde (167 cm, red.), og det ville da være fedt at komme ned på 75 kilo. Men jeg har erfaret, at der skal meget spark i bagdelen til, før der sker noget," griner Tanja.

Kort efter at hun deltog i 'De fede trin', flyttede Tanja fra Esbjerg til København, hvor hun hurtigt fandt et godt job som handicaphjælper på en institution med børn. Samtidig har hun også været så heldig at kunne fortsætte sin interesse for amatørteater - på Misicalteatret på Frederiksberg - hvor hun endda har fået mulighed for at spille den type karakterer, som hun ønskede sig.

"Jeg kan godt lide at få folk til at grine og have det godt. Det huer mig helt vildt. Så jeg vil helst spille en karakter, som er sjov eller skæv, uden at være en klumpedumpe," fortæller Tanja, der bl.a. har medvirket i en forestilling med sange af det kendte, danske band TV2.

'De fede trin' var et vendepunkt
For den nu 27-årige jyske pige var deltagelsen i 'De fede trin' ikke bare en god oplevelse, men et decideret vendepunkt i hendes liv.

"Det er en af de største ting, jeg har gjort for mig selv. Jeg fik flyttet nogle personlige grænser og fandt frem til den Tanja, som jeg er i dag, hvor jeg er blevet en helt anden person," siger Tanja og uddyber.

"Tidligere var jeg tit meget doven - og lidt for gode venner med min sofa. Hvis du spørger min familie og mine venner, vil de sige, at det er en helt ny Tanja, som er opstået efter tv-programmet," lyder det fra dansepigen, som har formået at holde fast i de gode og sunde vaner, som blev opbygget i programmet.

Men selv om Tanja gerne vil holde sig i form og arbejde på at tabe sig endnu mere, bliver hun dog aldrig fanatisk.

"Det vigtigste for mig er at have det godt som menneske. I næste uge tager jeg f.eks. på ferie sydpå med nogle veninder, og så vil jeg altså have lov til at drikke lige så mange kølige drinks, som jeg har lyst til. Så må jeg give den en skalle med motionen igen, når jeg kommer hjem," slutter hun.

Stina: Livet er skønt nu
Stina Polk fra Odense vejede 131 kilo, da hun meldte sig til 'De fede trin', og med et fysisk hårdt job som tjener var det en stor belastning for hende med al den ekstra kropsvægt. Hendes mål var derfor at tabe sig, så jobbet kunne blive nemmere at udføre, ligesom hun gerne ville være sund den dag, hvor hun skulle til at have børn.

Stina nåede til program nummer tre, før hun røg ud, og i den periode tabte hun sig ialt 8 kilo. En fornøjelse, der dog kun varede kort.

Tog det hele på igen
"Efter programmet tog jeg det hele på igen. Så jeg følte, at jeg måtte gøre noget radikalt for at ændre situationen. For et år siden tog jeg derfor på et tre måneders ophold på Ubberup Højskole, hvor jeg tabte mig 15 kilo, og siden har yderligere smidt 10 kilo," siger Stina til tvtid og fortsætter.

"Jeg holder vægten ved at spise en masse grønsager og ikke drikke så meget alkohol. Selv om jeg ikke har så meget fritid, sørger jeg også for at komme i motionscentret indimellem, og jeg kan mærke, at det er blevet nemmere at tage trapperne og at cykle," siger hun.

Hårdt for knæene
Stinas nuværende vægt på omkring 110 kilo er dog efter hendes egen mening stadig for høj, ikke mindst i forhold til hendes tjenerjob, som kan være hårdt for knæene. Hun vil derfor gerne længere ned i vægt.

"Lige nu er jeg lidt doven. Men jeg håber, at jeg snart er klar til at tage det næste ryk," siger hun med et grin.

Siden tv-programmet har også Stina valgt at flytte fra provinsen til hovedstaden.

"For et år siden flyttede jeg til København, hvor jeg var så heldig at få tilbudt en lejlighed og finde et job med det samme - endda på en vegetarrestaurant," lyder det fra en glad, nu 25-årig Stina, som også har fået kæreste på.

"For et par måneder siden mødte jeg min kæreste gennem fælles venner. Jeg føler at livet er skønt nu," jubler Stina Polk.

Tina: En kæmpeoplevelse med fantastiske mennesker
38-årige Tina Nyegaard fra Brøndby Strand var med sine 85 kilo i den lette ende af deltagerne i danseprogrammet. Men med en højde på bare 155 cm syntes hun, at overvægten var for stor til, at hun kunne acceptere det. Dengang var hendes umiddelbare mål at "blive lækker til min brors bryllup (i sommeren 2010, red.)".

Tinas deltagelse i tv-programmet var dog en hel del kortere, end hun havde drømt om.

"Jeg røg ud allerede i det første program," siger hun med et grin, "og på det tidspunkt havde jeg kun tabt mig tre kilo. Men da optagelserne til programmet strakte sig over ialt otte uger, fik vi allesammen tilbud om fortsat at få hjælp til træning og diæt, selv om vi var røget ud. Og jeg nåede at tabe mig yderligere fem kilo," siger hun.

Tinas mål om at blive lækker til sin brors bryllup blev indfriet, og hun følte selv, at hun så godt ud i en pæn nederdel, som hun havde købt til lejligheden.

Rygestop kostede kilo
Efter 'De fede trin' lykkedes det Tina at fortsætte kampen for en slankere linje. Hun var meget fysisk aktiv og gik både til høvdingebold, svømmede hver morgen, dansede zumba og trænede i fitnesscentret. Hendes vægttab fortsatte helt frem til efteråret 2011, hvor hun stoppede med at ryge.

"Siden jeg holdt op med at ryge, har jeg desværre taget 7 kilo på, så nu er jeg på den igen. Jeg vil gerne ned og veje 65, men jeg ved også, at det kræver en kæmpestor indsats," siger den nu 40-årige Tina.

Tina, som for øjeblikket vejer 80 kilo, arbejder stadig som kontorassistent. Hun er nu begyndt at cykle på arbejde, ligesom hun fortsætter sit omfattende træningsprogram. Det kniber dog lidt mere med at holde diæten.

"Jeg kan jo godt lide god mad, og jeg har svært ved at holde mig fra sovs og kartofler. Her i weekenden var jeg til fødselsdag, hvor jeg tog et kilo på. Men jeg ved, at jeg bare skal lade være med at blande kulhydrater og proteiner sammen, så skal jeg nok få vægten ned igen."

En god begyndelse
Når Tina Nyegaard ser tilbage på de seneste to år, er hun ikke et sekund i tvivl om, at hun gjorde sig selv en tjeneste ved at melde sig til 'De fede trin'.

"Det var en kæmpeoplevelse, og jeg mødte nogle fantastiske mennesker. Ikke mindst min træner, Gry, og min dansepartner, Kenneth. Jeg nåede ikke at lære de andre deltagere så godt at kende. Men jeg kom da hver onsdag for at se optagelserne og hilse på," siger Tina, som slutter af med følgende konstatering:

"'De fede trin' var i hvert fald en god begyndelse. Det har givet mig et stort skub."

Det er ikke lykkedes tvtid at komme i kontakt med Tina Linnemand, som opnåede en tredjeplads i 'De fede trin', men ifølge pålidelige kilder har hun fået en lille datter og holder barsel for øjeblikket.

Læs de mandlige deltageres historier via link øverst til højre i artiklen

Susanne Nielsen (suni@tv2.dk)