Folketinget får sin egen TV-kanal

16x9

Når sendenettet bliver digitaliseret den 1. november i år, får det danske Folketing samtidig sin helt egen TV-kanal. TVTID har talt med Mongin Forrest, TV-koordinator for Folketinget.

'Folketinget' - kommer den nye kanal til at hedde, og det er også det, den kommer til at handle om. I Medieforliget af 2006 blev det vedtaget, at det danske Folketing skal have sin egen TV-kanal, og at den skal lanceres i forbindelse med digitaliseringen af det danske sendesignal. Det vil sige, d. 1. november i år. Folketingets første debat efter digitaliseringen begynder dog først d. 3. november, så det er endnu ikke fastlagt, hvordan de første dages programflade kommer til at se ud.

Live parlamentarisme
Idéen med den nye TV-kanal er at få demokratiet helt ud til de danske borgere ved at åbne op for den demokratiske debat. Og det gøres bedst ved at offentliggøre den parlamentariske proces over for så mange danskere som muligt.

Folketinget vil således sende omkring 700 timers live debat fra det danske Folketing, 300 timers politisk diskussion fra Folketingets forskellige politiske udvalg, og så vil der desuden også blive vist omkring 200 timers debat fra Europa-Parlamentet. Det oplyser Folketingets TV-koordinator Mongin Forrest til TVTID.

Også egenproduktion
Ud over optagelserne fra de forskellige faser i den demokratiske proces, vil den nye kanal også byde på egenproduktion i form af optakter og introduktioner til de forskellige udsendelser og små indslag, som forklarer, hvordan arbejdet i det danske parlament fungerer - og andet relevant.

Folketingets udsendelser bliver produceret i samarbejde med Metronome Studios og finansieres af Folketingets eget budget.

Se den med din digitale boks
'Folketinget' kommer, indtil videre, til at kunne ses af de 62% af befolkningen, der er dækket af YouSees sendenet. Dog kræver det også, at man kan modtage digital TV i MPEG-4 standard, der også bliver standard for hele det danske digitale sendenet i 2012.

Men da Folketinget er en såkaldt DTT-kanal, så vil den også kunne ses af alle, der modtager DR via antenne i dag.

Erfaren vært
Det bliver den erfarne journalist Katrine Brygmann Salomon, der kommer til at præsentere de enkelte udsendelser for Folketinget og være vært for kanalens egne små indslag. Hun har i det meste af hendes 11-årige journalistiske karriere haft TV-værtsopgaver på DR og TV 2, men har også haft forskellige freelancejobs og har desuden været chefredaktør på magasinet Eurowoman.

Salomon, der fyldte fyrre i går, mandag, er gift, og har to børn sammen med skuespilleren Lars Brygmann.

Bjarke Hansen