Her er Beverly Hills-stjernerne i dag

Søndag er det 25 år siden, den legendariske serie Beverly Hills 90210 for første gang blev vist på amerikansk tv.

Søndag er det 25 år siden, den legendariske serie Beverly Hills 90210 for første gang blev vist på amerikansk tv. Gennem ti sæsoner kunne 90'ernes unge spejle deres liv i de smukke rigmandsbørn med den prestigefyldte adresse.

TV 2 har siden 1992 sendt serien hele 12 gange, og den bliver stadig vist seks dage i ugen på TV 2 Zulu.

Men hvordan går det egentlig skuespillerne fra dengang? Og hvordan ser de ud nu?

Få svaret her: 

Kelly Taylor - Jennie Garth
Den i dag 43-årige Jennie Garth, der spillede rollen som Kelly Taylor, er en af de skuespillere fra tv-serien, der har haft ganske travlt efter 'Beverly Hills' og medvirket i både film og tv-serier. I 2014 spillede hun over for Beverly-kollegaen Tori Spelling i tv-serien ’Mystery Girls’, der dog blev skrottet af tv-kanalen ABC efter blot en sæson. 

Brenda Walsh - Shannen Doherty
Produktionsselskabet Lifetime er i gang med en film om seriens skuespillere, og den kommer med stor sandsynlighed til at stille skarpt på de konflikter, der var i de første sæsoner. Her kommer man helt sikkert til at høre mere om den nu 44-årige skuespiller Shannen Doherty, der spillede Brenda. Hun havde så store skænderier med nogle af de andre skuespillere fra castet, at hun til sidst blev skrevet ud af serien.

I slut 90’erne kom hun med i tv-serien ’Heksene fra Warren Manor’, men her blev hun angiveligt også skrevet ud af på grund af stridigheder med holdet. I 2009 medvirkede hun i enkelte afsnit af den nye ’Beverly Hills’-serie. 

Brandon Walsh - Jason Priestley
Brendas bror, Brandon, blev spillet af den nu 46-årige Jason Priestley, der også blev skrevet ud af serien undervejs. Kort efter blev skuespilleren anholdt i forbindelse med spritkørsel og måtte en tur på afvænningsklinik. Siden da har han arbejdet som producer og instruktør på både film og tv-serier. 

Dylan McKay - Luke Perry
Sammen med Jason Priestley smeltede Luke Perry, der spillede rollen som Dylan, mange pigehjerter. Den i dag 48-årige Perry har spillet med i både film, tv-serier og Broadway-musicals, og for nyligt medvirkede han i filmene ’Goodnight for Justice’, der var instrueret af Jason Priestley.

Donna Martin - Tori Spelling
Tori Spelling, der spillede rollen som Donna, er bestemt ikke gået i glemslen efter 'Beverly Hills', primært fordi hun løbende har prydet mange forsider på grund af sit privatliv. Sammen med sin mand Dean McDermott medvirker hun i realityserien ’Tori & Dean: Inn Love’, der har kørt i fem år og handler om parrets familieliv og parforhold på godt og ondt. I 2006 døde hendes far, Aaron Spelling, der blandt et hav af tv-succeser stod bag netop 'Beverly Hills. Det affødte et stort arveskænderi i familien, der også bragte den nu 42-årige Tori Spelling på avisforsiderne. 

David Silver - Brian Austin Green
Donnas Beverly Hills-kæreste David blev spillet af den nu 42-årige Brian Austin Green, der har medvirket i flere tv-serier såsom 'Terminator: The Sarah Connor Cronicles' og ’Desperate Housewives’ efter Beverly Hills. I 2010 blev han gift med skuespillerinden Megan Fox, som han har to børn med. Parret blev for nyligt separerede og er ved at blive skilt.

Steve Sanders - Ian Ziering
Den i dag 51-årige Ian Ziering spillede rollen som Steve. Umiddelbart efter Beverly Hills hørte man ikke meget til ham, men i 2013 kom han pludselig frem igen - primært af to grunde. For det første medvirkede han i filmen 'Sharknado', der fik så dårlige anmeldelser, at den næsten blev kult, for det andet begyndte han at optræde som mandlig stripper i Las Vegas. 

Andrea Zuckerman - Gabrielle Carteris
Med sine i dag 54 år var Gabrielle Carteris den ældste blandt de ”unge” skuespillere. Hun medvirkede i forskellige mindre tv-serier, efter hun stoppede i Beverly Hills, og så er hun underdirektør i skuespillernes fagforbund ’Screen Actors Guild American Federation of Television and Radio Artists’