Kandis-Johnny: Lad mine børn være i fred

Du kan se Mit frirum på TV 2 PLAY her  Når Johnny Hansen går på scenen sammen med resten af Kandis, er det altid med masser af smil og overskud til

Du kan se Mit frirum på TV 2 PLAY her 

Når Johnny Hansen går på scenen sammen med resten af Kandis, er det altid med masser af smil og overskud til de mange, mange fans, som det populære dansk top-band har fået gennem deres 26 år lange karriere.

Men hvor henter Johnny energi og overskud til musikken, de mange koncerter og de mange fans? Det har Cecilie Hother sat sig for at finde ud af. I TV 2 FRI-programmet ’Mit Frirum’ besøger hun den populære sanger i den nordjyske hjemby Hurup. Og faktisk er det lige præcis her, i Hurup, at sangeren kan slappe helt af og være ’Johnny Hansen’ i stedet for ’Kandis-Johnny’. Her kan han gå rundt, som han vil, uden at folk kommer rendende efter ham for at få en autograf eller en snak om den mere glamourøse del af Johnnys liv.

Her i Hurup ejer Johnny 30 lejemål, som han sammen med sin far går og pusler om – de skal renoveres og vedligeholdes, og her kan Johnny få brugt den elinstallatør-uddannelse, som han aldrig nåede at få gjort til en levevej, fordi musikkarrieren tog fart samtidig med, at den kom i hus. Håndværkerarbejdet sammen med faren giver ro og overskud til at klare de mange spillejobs og lyst til at pleje de mange fans, der er en stor del af Kandis’ succes.

Da tragedien ramte
Det var også her i Hurup, at alle folk rykkede tæt sammen om Johnny og hans to døtre i 2008, hvor hans hustru begik selvmord. En tragedie, der blev blæst stort op i alle de danske medier. Uden sammenholdet og de nære venner i Hurup, havde det været svært:

- Pressen finder også vej hertil og står og ringer på døren her også. Specielt dengang, vi var igennem den her tragedie, der kom hele den samlede presse herop. Men så har vi gode venner, som vi kan skjule os hos, og det tog det værste pres af. Folk er gode til at hjælpe, vi står sammen, og det hjælper, at vi kender hinanden så godt, som vi gør, i Hurup, fortæller Johnny om den svære tid.

I dag er Johnny gift med Gitte, og sammen har de fået sønnen Nicklas.

- Så bliver jeg en vred mand
Der blev skrevet meget om Johnny dengang i 2008, og det var bestemt ikke rosenrødt det hele. Familielivet blev vendt på vrangen, og mange af de artikler, der blev skrevet, var ifølge Johnny baseret på mere eller mindre opdigtede historier.

- Jeg kan godt håndtere det, også selvom det er negativt. Det er værre med min familie. De kaster sig nogle gange ud i et slagsmål med nogen, der skriver negativt om os, men jeg siger ’Lad være, det er lige meget. Lad være med at tage det slagsmål’.

Men der er nu alligevel en grænse - og for Johnny går den ved børnene:

- De kan skrive hvad som helst om mig, men når de skriver noget ondt om mine børn, så bliver jeg en vred mand. Det er svært at se nogle ting på forsiden omkring mine børn. De kan ikke gøre ved, at jeg spiller musik. Så lad dem være. Skriv om mig, jeg skal nok svare igen.

Kom med bag facaden på Johnny Hansen i ’Mit frirum’ i dag klokken 17.15 på TV 2 FRI, hvor du blandt andet også kan høre Johnny spille dette nummer for Cecilie: 

 

I en række nye afsnit af TV 2 FRIs programserie 'Mit frirum' tager Cecilie Hother og Lene Beier rundt i Danmark for at besøge og møde kendte danskere lige der, hvor de kobler helt af og finder overskud.

'Mit frirum' har blandt andre besøgt filmmanden Peter Aalbæk, blærerøven Mads Christensen, kendisfrisøren Gun-Britt Zeller, tv-værten Hans Pilgaard, vejrværten Peter Tanev, danseeksperten Anne Laxholm, stylisten Dennis Knudsen og den tidligere håndboldstjerne Marianne Florman.

Du kan se 'Mit frirum' på TV 2 FRI hver mandag aften.