Dramatisk uheld på scenen: Gråbøl knuste sin tå

Sofie Gråbøl blev lidt for ivrig og endte med at komme rigtig galt af sted, da hun skulle spille teater i Skotland.  Se Talkshowet Meyerheim på TV

Sofie Gråbøl blev lidt for ivrig og endte med at komme rigtig galt af sted, da hun skulle spille teater i Skotland. 

Se Talkshowet Meyerheim på TV 2 PLAY

Skuespillerinden Sofie Gråbøl har ikke bare taget danskerne, men også briterne med storm i rollen som Sarah Lund i tv-serien 'Forbrydelsen'. Derfor var det ikke så overraskende, at tilbuddene begyndte at tikke ind fra det store udland.

Det har blandt andet betydet, at Sofie Gråbøl for nyligt kunne opleves på Edinburgh International Festival i Skotland, hvor hun spillede Dronning Margrethe i 'The James Plays'.

Det fortæller hun om i 'Talkshowet Meyerheim' , som hun gæster onsdag aften kl. 20.55 på TV 2 CHARLIE.

Ville give den én på lampen
Her kan man blandt andet høre om hendes oplevelser med teaterstykket, der ikke gik helt efter planen. Det var nemlig første gang, hun skulle stå på en udenlandsk scene, og det gjorde den ellers garvede skuespillerinde en smule nervøs. 

- Tit, hvis jeg er nervøs for noget, så er det min erfaring, at det virker bedst at give den én på lampen. Det værste, jeg kan gøre, er at være forsigtig, for så bliver jeg endnu mere bange, fortæller hun til Michael Meyerheim. 

Knuste sin tå
I en bestemt scene skulle Sofie Gråbøl banke et scepter hårdt ned i jorden, og det var altså her, hun gjorde sig klar til at give den hele armen, men hun blev lidt for overmodig. 

- Så tænkte jeg, nu er det mig, det er mit stikord! Og så knaldede jeg den ned i min tå og knuste den. Ikke bare brækkede den, men knuste den, siger hun.

Faktisk er Sofie Gråbøl lidt af en klodsmajor, og det betød, at flere scener i 'Forbrydelsen' måtte tages, fortæller hun også i programmet onsdag aften. 

Du kan også høre hende fortælle, hvordan det var at spille med i den britiske tv-serie 'Fortitude', og hvordan hun oplevede det kræftforløb, hun var igennem for et par år siden.