Reality-TV øger mobning

16x9

På TV kan vi næsten dagligt følge med i reality-programmer, hvor der laves intriger, hånes og ydmyges. Det fører til mere mobning blandt børn og unge, viser ny undersøgelse.

Når Thomas Blachman uge efter uge for åben skærm siger sin uforbeholdne mening om X Factor-deltagernes talent, udseende og personlighed - eller når de unge i Paradise Hotel laver intriger mod hinanden, har det en direkte effekt på vores allesammens måde at omgås hinanden på.
Det viser et forskningsprojekt, kaldet Exbus, hvor forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet under ledelse af professor Dorte Marie Søndergaard har undersøgt årsagerne til mobning i skolerne.

Hån koblet med humor
Forskerne har fulgt en række skoleklasser og interviewet børn og lærere. På den måde har de fundet frem til de dynamikker, som starter eller vedligeholder mobningen. Her spiller TV en stor rolle.
"Aften efter aften kan vi se reality-shows med konkurrence, udskillelse og hån, der er koblet sammen med humor. Vi lærer os selv og vores børn, at hån og eksklusion er underholdende og helt naturligt. Det kan godt gå hen og interagere med en skolekultur, ikke mindst i de klasser, hvor der i forvejen er et højt socialt angstniveau," siger professor Dorte Marie Søndergaard til videnskab.dk.

TV-mobning smitter
Psykolog Anton Eg Andersen forklarer til fri.dk, at den store synliggørelse af mobning i reality-shows skubber til vores grænser for, hvad der er acceptabelt:
"Når vi gang på gang ser folk blive ydmyget på åben skærm, får vi et større kendskab til mobningens væsen. Sådan kan folk med hang til at mobbe få nye idéer til mobning. Vi adopterer på den måde en del af vores ordforråd og adfærd fra de opstillede shows," siger han.

Susanne Nielsen