'Jeg hader ADHD': Sådan har børnene det i dag

16x9

Der er nu gået halvandet år, siden Marino, Victor og Martine medvirkede i tv-programmet. Se, hvordan det går dem nu

I dokumentarfilmen 'Jeg hader ADHD' mødte seerne blandt andre de tre børn Marino, Victor og Martine fra specialklassen A2 på Lindevangskolen på Frederiksberg i København.

De tre børn er alle på et tidspunkt af deres liv blevet mistænkt for at lide af ADHD. Men i stedet for at satse på behandling med medikamentet Ritalin, indvilgede forældrene i at medvirke i et forsøg, hvor børnene gennem fire måneder blandt andet dagligt gennemgik nogle sansemotoriske øvelser.

I programmet var det tydeligt, at de fysiske øvelser med bl.a. øjentræning og massage havde en positiv indvirkning både på børnenes motoriske udvikling, deres indlæring og deres evne til at indgå i samspil med andre mennesker.

- Samlet set har indsatsen bevirket, at alle de voksne omkring børnene er blevet mere indsigtsfulde og har fået en bedre forståelse for børnene og deres behov. Det har betydet, at børnene har følt sig set og mødt. Relationerne mellem voksne og børn er altså blevet tættere og bedre, hvilket har stor betydning for den fremgang, der er sket, siger Jonna Jepsen fra Rafael Centeret, som var konsulenter på projektet. (Læs fakta i boks til højre.)

Men hvordan er det gået, siden optagelserne til dokumentarprogrammet sluttede i oktober 2011? Det svarer børnenes forældre på her.

Marinos mor: Han har ændret sig meget
I dokumentarfilmen var Marino (foto øverst t.v.) drengen, som indimellem blev aggressiv og kom op at slås med de andre drenge, og som havde svært ved at tale om savnet til sin filippinske far.

- Marino har aldrig haft ADHD. For ham handler det mere om, at han har følelsesmæssige problemer. Han har et stort savn til sin far, som han kun har set to gange i sit liv, og så har han været meget hård imod sig selv, siger Marinos mor, islandske Inga, som tydeligt kan mærke en forskel på sin søns adfærd, efter at han har været med i det sansemotoriske projekt.

- I dag er Marino blevet meget bedre til at styre sig selv og kende sine egne følelser. Han er rigtig god til at snakke om tingene nu, når han ikke har det godt, eller når noget er svært eller sjovt. I det hele taget er han blevet god til at udtrykke sine følelser, og han er blevet bedre til at sætte sig ind i andres situation, siger hun.

Marino og hans mor laver ikke længere de sansemotoriske øvelser hver dag, men de holder dog stadig fast i nogle af dem.

- Vi kaster bold til hinanden, og han drejer rundt på stolen. Indimellem giver jeg ham også massage. Det er jo kun hyggeligt at lave de ting sammen, og det er dejligt at se, hvor meget han nyder det, fortæller Inga.

Bor nu på Island
I juli 2012 flyttede Marino sammen med sin mor tilbage til Island, hvor de nu bor hos Marinos morfar og mormor, og han er begyndt i en almindelig skoleklasse.

- Marino er meget glad for at være flyttet til Island. Det har længe været hans store drøm, og han trives godt heroppe, hvor han blandt andet er begyndt at gå til standarddans og er blevet rigtig god til det, siger Inga og fortsætter.

- Men han har haft lidt svært ved at få nye venner, og han savner kammeraterne og lærerne på Lindevangskolen. Vi har derfor bestemt, at han skal flytte til en anden skole, som har en friere undervisning, og som én dag om ugen underviser ude i naturen. Det passer bedre til hans behov for, at der er lidt gang i tingene, siger hun.

Selv om Marino nu bor på Island, har han ikke sluppet kontakten til kammeraterne i A-klassen.

- Han taler indimellem med sine gamle klassekammerater over Skype, og her til sommer kommer Kristian (lærer i specialklassen, red.) op og besøger os på Island. Kate (den anden lærer, red.) kommer også på besøg til næste sommer. Så det glæder vi os meget til, slutter Inga.

Martines far: Det er et lille mirakel
Pigen Martine, som i programmet havde indlæringsproblemer og indimellem fik nogle voldsomme temperaments-anfald, er den af børnene, som har gennemgået den største udvikling i løbet af projektet. Aller tydeligst ses udviklingen i hendes læse-kundskaber.

- Det er et lille mirakel, at Martine har ændret sig så markant i løbet af et år. Fra at hun tidligere måtte hakke sig gennem hvert enkelt ord, oplever jeg nu jævnligt, at hun ligger med lyset tændt sent om aftenen, fordi hun er i gang med at læse H.C. Andersens eventyr. Det er helt utroligt, siger Martines far, Stig, og fortsætter.

- Jeg er ret sikker på, at det er øjenøvelserne, som har betydet, at Martine nu har knækket læsekoden. Det var helt tydeligt, at hun rykkede på det. Det er som om, at en masse ledninger, der ikke hang sammen før, nu er blevet forbundet i hendes hoved, siger han.

Har epileptisk sygdom
Ifølge Martines far skyldes datterens trivsels- og indlæringsproblemer formentlig, at hun lider af en epileptisk sygdom, som hun indtil nu har fået medicin for. Men efter den sansemotoriske behandling er også epilepsien forsvundet helt.

- Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad der er årsagen til det, men ved de to seneste halvårs undersøgelser på hospitalet, har hun ikke haft nogen tegn på epilepsi, og hun kan nu stoppe med medicinen og blive udskrevet helt, siger Stig glad.

Ud over, at Martine er blevet god til at læse, er hun også begyndt at få forståelse for matematikken.

- Tidligere blev Martine overhalet fagligt af sin lillebror, som er to år yngre. Men nu er hun ved at nå samme niveau, så de er kommet mere i øjenhøjde med hinanden. Det er positivt at se, lyder det fra Martines far.

På trods af sin meget positive udvikling både fagligt og personligt, er den nu 11-årige Martine endnu ikke klar til at blive udsluset fra specialklassen. Men hun er flyttet fra en special SFO til en almindelig fritidsklub, hvor hun går om eftermiddagen.

Victors mor: Den grundlæggende uro er væk
Også Victors mor, Sofie, afviser, at hendes søn skulle have ADHD. Hun mener, det er farligt at sætte den slags brede diagnoser på børn med så forskelligartede problemer, som f.eks. børnene i specialklasserne på Lindevangskolen har. Hun mener desuden, at medicinering er meget betænkelig.

- Allerede da Victor var fem år, foreslog lægen, at han kunne blive behandlet med ADHD-medicinen Ritalin, og det afslog jeg, fordi jeg frygter, at det kan være skadeligt for en lille hjerne at blive udsat for så kraftig psykofarmaka med nervestimulerende stof, siger Sofie og fortsætter.

- Når børn får diagnosen ADHD, sker der samtidig det, at de kommer til at føle sig forkerte i forhold til andre børn. Victor, som jo har betitlet dokumentarfilmen, HADER det virkelig. Han hader at være sådan et barn med de der fire bogstaver.

Ifølge Victors mor har det sansemotoriske forløb til gengæld haft en meget gavnlig virkning både på hendes søn og hans klassekammerater, som i dag er blevet mere rolige.

- Man kan tydeligt mærke en forskel, både hos Victor og mange af de andre, som har været med i forsøget. De er blevet bedre til at tage tempoet af sig selv, når det bliver for vildt og til at kunne sidde stille, når det er nødvendigt. Den der grundlæggende uro er væk, forklarer hun.

Har gennemgået fire operationer
Sofie mener, at Victors problemer med at fungere normalt sammen med andre børn er opstået tidligt i hans liv, hvor han tilbragte meget tid på hospitalet.

- Victor har indtil nu gennemgået fire operationer for sine klumpfødder, og han skal formentlig igennem mindst én mere. Da han var lille, havde han også astma og var ofte indlagt tre måneder ad gangen, siger hun og uddyber.

- Hele den der naturlige udvikling sammen med de andre børn er han helt blevet fjernet fra i sine første tre leveår, og han forstår simpelthen ikke børnekoder - alt det usagte forstår han ikke.

Sofie glæder sig dog over den store fremgang hos Victor, både når det gælder samværet med andre børn og derhjemme.

- Det er blevet nemmere at lave aftaler med Victor, og han er også blevet bedre til at lukke op for tingene og sige: Kunne du ikke hjælpe mig med det der, for jeg forstår det faktisk ikke. Før blev han bare indelukket og vred, konstaterer Sofie, som også stadig holder fast i de daglige øvelser.

- Fordi Victor har de fødder, han har, og de bliver ømme, så får han fodbade og får creme på. Så vi holder fast i den fysiske kontakt og de massage-agtige øvelser, som vi sørger for at lave hver dag.

Hvis du ikke fik set 'Jeg hader ADHD: Børn i en diagnosetid', genudsendes programmet på lørdag kl. 12.10 på TV 2

Susanne Nielsen, suni@tv2.dk