'Mylle': Derfor gik Emmelies sang rent ind

16x9

Natten til søndag vandt danske Emmelie de Forest det internationale Melodi Grand Prix i Malmö, og det glæder Jørgen de Mylius helt enormt.

Det betyder nemlig, at Danmark skal være vært for Grand Prix'et næste år.

- Det er da helt vildt. Tillykke til os alle sammen, det er bare enormt fedt.

- Efter Brødrene Olsens triumf i 2000 steg begejstringen for Grand Prix'et helt vildt, og nu hvor Emmelie har vundet, stikker det da helt af, lyder det begejstret fra "Mylle", som tv2.dk fangede, efter triumfen var en realitet.

Ifølge den danske Grand Prix-legende har det krævet et ganske særligt håndelag at snedkerere vindersangen.

- Det er stor kunst at lave en melodi, der rammer over hele Europa, så piger i Serbien og Polen også synes om den. Emmelies sang havde både lidt skotsk og lidt orientalsk over sig, og det gjorde, at den gik rent ind, forklarer han til tv2.dk.

Jørgen de Mylius var ikke selv i stand til at se Grand Prix, da han var ude og optræde som DJ i Kerteminde, men han overværede selv generalprøven i Malmö fredag.

- Hvis jeg måtte, havde jeg stemt på Emmelie, ligesom jeg gjorde, da jeg sad i den danske fagjury ved det danske Melodi Grand Prix. Det var en rigtig god sang, som Emmelie helt berettiget endte med at vinde på.

Danske Emmelie de Forest fik i alt 281 stemmer.