Danmark fører an med danske landsdækkende tv-kanaler

16x9

I nordisk forstand har danske tv-seere fleste nationale kanaler at vælge imellem. Hele 27 af slagsen

Vi "dænges" til med danske landsdækkende tv-kanaler. Faktisk er der lige nu så mange, vi kan vælge imellem, at der er tale om en nordisk rekord.

YouSee har talt op og er kommet frem til, at der med lanceringen af TV 2 Fri nu er 27 landsdækkende danske kanaler. Norge har 20 nationale tv-kanaler, mens Sverige har 26 ifølge de seneste tilgængelige oplysninger.

- Tallene viser, at vi har en blomstrende tv-industri herhjemme, og det er oplagt, at udbuddet ikke kun er blevet bredere, men også markant bedre, siger vicedirektør Ulf Lund, der er ansvarlig for YouSees programudbud.

- Det er tankevækkende, at det blot er 25 år siden, at DR's monopol blev brudt, og vi fik den anden landsdækkende tv-kanal på dansk. Vi har i gennemsnit fået en ny kanal hvert år siden, siger han.

DR og TV 2 i front
DR og TV 2 er de to stationer, der har flest nationale kanaler. Begge stationer giver danskerne seks kanaler.

Viasat med blandt andet TV3 har fem, mens SBS, hvis hovedkanal er Kanal 5, har fire kanaler.

Bonnier, som er den senest tilkomne nordiske broadcaster, har to kanaler. Dertil kommer en række mindre kanaler målt i seertal, eksempelvis DK4.

- Salget af tv i pakker har spillet en vigtig rolle i denne udvikling, for det har medvirket til at sikre det økonomiske grundlag for nye kommercielle kanaler. Der er tale om en generel tendens, hvor tv ikke længere er "one size fits all", siger Ulf Lund.

Han peger på, at der blandt de 2,6 millioner danske husstande i dag er langt flere seere til smalle eller nicheprægede kanaler.

Ritzau / Rikke C. Bendixen, ricb@tv2.dk