Seer-kritik: 'Dicte' er ikke aarhusiansk nok

16x9

Selv om 'Dicte' har fået masser af ros, er seerne utilfredse med den manglende dialekt hos karaktererne

Over 1,3 millioner danskere fulgte med i premieren på TV 2s nye krimiserie 'Dicte' mandag aften, og generelt har vurderingen af serien været positiv - både hos de menige seere, der har vurderet dens underholdningsværdi til 4,3 på en skala fra 1 til 5, og hos anmelderkorpset.

Men som altid er der selvfølgelig visse kritikpunkter, der er mere markante end andre. Og hos seerne er det især skuespillernes manglende aarhusianske dialekt, der vækker irritation. På 'Dicte's facebook-side er der kommet en hel del kommentarer i den anledning.

- Det føltes ret forkert at se en krimi, der foregår i Århus, hvor nærmest samtlige medvirkende talte københavnsk. Et er, at Dicte, som jo var hjemvendt fra det sjællandske, havde taget lidt dialekt med sig, men at hendes århusianske veninder, poltibetjente og kolleger talte mere sjællandsk end jysk fik det til at virke ret utroværdigt, lyder det eksempelvis fra Jakob Kristiansen.

(Se hele Facebook-debatten via link til højre i artiklen).

Dørmand talte for "bondsk"
I Facebook-debatten er en del seere desuden enige om, at statisten, som spiller den bryske dørmand på havnen i Aarhus, til gengæld har en alt for kraftig dialekt.

- Eneste undtagelse var vel dørmanden der til gengæld talte så karikeret bondsk, at man må mistænke instruktøren for at bære personligt nag til typen. Lidt synd at man ikke har sproget på plads i en ellers udmærket krimi. Eller sagt på godt jysk: Træls :-), lyder det videre fra Jakob Kristiansen.

- Virker som en ok serie, men kunne godt undvære skuespillernes forsøg på at lyde jyske! Lidt overdrevet.. Dørmanden lød da lidt for fjollet, skriver Marie Aabenhuus Johansen, der bakkes op af et par andre brugere:

- Helt enig med angående det jyske! Det er simpelthen for overdrevet - derudover lover det godt, skriver Mette Wessel.

- Jeg syns os dørmanden lød sjov. Fniste lidt :-) . Men ih den var da bare fed allerede efter få minutter! Glæder mig os vildt til næste afsnit, konstaterer Dorte Karoly Csali.

Hvad mener du om dialekten - eller mangelen på samme - i 'Dicte'? Deltag i tvtids afstemning til højre og skriv din mening i kommentarfeltet nederst på siden.

Susanne Nielsen, suni@tv2.dk