Her er navnet på Danmarks nye sportskanal

16x9

Det er endnu ikke officielt, hvad TV 2 Sport kommer til at hedde fremover, men britisk tv-myndighed har formentlig lige afsløret det

TV 2 har solgt sine aktier i TV 2 SPORT A/S til MTG, og derfor skal kanalen også have nyt navn. Det nye navn afsløres officielt først i januar, men allerede nu tyder noget på, at Danmarks nye sportskanal kommer til at hedde TV3 Sport.

Det fremgår af en oversigt over nye sendetilladelser fra den britiske tv-myndighed Ofcom. Viasat sender fra Storbritannien, og derfor får Viasat-kanaler sendetilladelser derfra.

På deres Ofcom's hjemmeside står sportskanalen under navnet TV3 Sport. Det flugter godt sammen med, at MTG i september registrerede domænenavnet tv3sport.dk.

Måske to kanaler i HD
Samtidig er sportskanalen også noteret to steder - under TV3 Sport 1 og TV3 Sport 2, hvilket kunne tyde på, at sportskanalen deles op i to. Desuden tyder noget også på, at begge kanaler vil sende i HD.

Den nye sportskanal har i 2013 rettigheder til blandt andet kvindetennis og Premier League-fodbold.

Hvorvidt det bliver under navnet TV3 Sport, afsløres først i det nye år.

Kilde: digitalt.tv

Sune Jørgensen (sujo@tv2.dk)