| kommentarer () | Skriv kommentar
Fem kvindelige paradisoer får sig en overraskelse, da de går på opdagelse i Frederik Fetterleins lejlighed
I forbindelse med TV3's nye program '6 på date' inviterede Frederik Fetterlein for nylig de fem tidligere paradisedeltagere, Pernille, Sheila-Maria, Regitze, Tammie og Nanett på hjemmelavet middag i sin penthouselejlighed på Islands Brygge på Amager i København.
Mens Frederik lavede mad til de fem paradisoer, gik de på opdagelse i lejligheden, hvor de, blandt andet, fandt en kvindejakke i Fetterleins klædeskab. Et fund, som pigerne var noget overraskede over.
"De troede straks, at tøjet tilhørte en kvinde, der havde overnattet hos mig. De drillede mig med det, men det var bare sjov og ballade. I virkeligheden var det noget tøj, som min søster havde glemt, da hun var på besøg. Pigerne troede vist ikke helt på min forklaring, men sådan var det faktisk," siger Frederik Fetterlein til tvtid.
Skifter tandbørste hver dag
Den feminine jakke er ikke det eneste mystiske fund, som pigerne falder over på deres runde i lejligheden.
Da de kommer ud på Frederiks badeværelse, opdager de, at der står en hel håndfuld ubrugte tandbørster i tandkruset, og det får pigerne til at lave sjov med, om han mon også har købt hjemmesko til dem.
"Pigerne troede, at tandbørsterne var til de kvinder, der overnatter her, men det er de ikke. Hver gang jeg har børstet tænder, skifter jeg tandbørsten ud med en ny. Når jeg rejser, tager jeg altid en tandbørste med hjem fra hotellet. Jeg kan godt lide at åbne en ny tandbørste. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare," siger Frederik Fetterlein.
Foto: TV3Ingen hemmelig flirt
De mystiske fund får pigerne til at undre sig over, om Frederik mon har en ekskæreste eller dater en kvinde, som han ikke har fortalt dem om. Men spørger man Frederik selv, var det ikke tilfældet.
"Jeg ser en pige nu, men det havde ikke noget med tandbørsterne og jakken at gøre. Vi kendte hinanden, inden programmet blev optaget, men blev først kærester bagefter. Ellers tror jeg ikke, at jeg havde sagt ja til at deltage," siger Frederik Fetterlein.
"Forholdet er lidt on and off. Jeg rejser og arbejder meget for tiden, så jeg har travlt. Derfor tager vi det stille og roligt og ser tiden an. Det tror jeg er sundt for forholdet," fortsætter han.
Se, hvordan det går, når Frederik Fetterlein dater de fire paradisoer i '6 på date',der har premiere mandag kl. 19.00 på TV3
Ane Thorhauge Sørensen
(ants@tv2.dk)
