Annette Toftgaard - hvor blev hun af?

16x9

Den tidligere tv-vært bliver stadig stoppet på gaden og spurgt: Har du husket tandbørsten?

Det var ikke bare stort, det var gigantisk, da den kun 24-årige Annette Toftgaard blev vært på 'Husk lige tandbørsten' sammen med Casper Christensen i 1995.

Ikke blot blev programmet en kæmpe succes og sprængte rammerne for fredagsunderholdning i tv med et stort liveshow fra en hangar i Kastrup, eksploderende sæder og fandenivoldsk attitude.

Det gjorde også Annette Toftgaard landskendt med et brag og bragte hende sammen med eksmanden Casper Christensen, som hun fik to børn med.

"Det var meget, meget stort. Det har forfulgt mig lige siden, og det er syret stadig at blive stoppet af fremmede mennesker på gaden, som vil spørge, om jeg har husket tandbørsen. Folk kender mig stadig fra det," fortæller Annette Toftgaard til tvtid, da vi ringer for at høre, hvad hun laver i dag.

Laver nyt show til DR
Efter 'Husk lige tandbørsten' holdt tv-værten en længere pause fra tv for at blive zoneterapeut, men i 2001 vendte hun tilbage på skærmen som vært på 'Big Brother'. Og i en årrække stod hun i spidsen for flere tv-programmer som 'Popstars Showtime' og 'Helt solgt'.

Men i dag er Annette Toftgaard slet ikke på skærmen længere. Det betyder dog ikke, at hun har forladt branchen. Tværtimod. Nu sidder hun og trækker i alle trådene bag skærmen som tilrettelægger.

Toftgaard har været med til at lave programmer som 'Stjernerne på slottet', 'Live fra Bremen', 'Comedy Fight Club' og meget andet. Hun elsker arbejdet, men vil dog ikke afvise, at hun kunne finde på at blive tv-vært igen en dag.

"Bare fordi man har været vært tidligere i sit liv, så spørger folk hele tiden, om man ikke skal lave det igen. Jeg ved det ikke. Hvis nogen kom og tilbød mig et program, hvor jeg tænkte: Det er lige mig! Så kunne det godt være. Men det er super interessant at arbejde bag programmerne, og det vil jeg gerne fortsætte med," siger tv-tilrettelæggeren.

Lige for tiden arbejder hun på at lave et nyt show til DR, hvor en person skal lade et publikum på 30 mennesker træffe alle de store beslutninger i en uge. Det er baseret på det internationale format 'The Audience' og kommer på DR til efteråret.

Mærkeligt at "Tandbørsten" kommer igen
Et andet program, der kommer på DR til efteråret er en genoplivning af 'Husk lige tandbørsten'. Annette Toftgaard har ikke noget at gøre med det nye projekt, men ser frem til at følge det fra sidelinjen.

"Det er så mærkeligt! Det var så stor en del af mit liv dengang og så 17 år efter kommer det tilbage. Jeg glæder mig til at se det. Jeg glæder mig til at sætte mig blandt publikum denne gang, og så glæder jeg mig til at sidde på det sæde, der eksploderer," griner den tidligere vært.

På privatfronten har Annette Toftgaard rigeligt at lave som mor til en lille dreng på halvandet samt to store drenge. Alligevel får hun også tid til andre projekter end tv-programmer.

Blandt andet skriver hun boligartikler, og hun har skrevet satiretekster til showet 'Han, hun, vov og pelsen'.

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)