Torsdag d. 14 juni 2012
tvtid.dk - Jamie Oliver bag ny mesterkokkekamp - nyt om tv

Foto: DR

Jamie Oliver bag ny mesterkokkekamp

Den britiske kendiskok har fundet på et nyt tv-koncept, hvor kokke fra Storbritannien og USA konkurrerer mod hinanden

Det vrimler med madprogrammer på den vestlige verdens tv-stationer, men Jamie Oliver vover alligevel pelsen med ét mere - en kokkekonkurrence.

Den unge madkunstners nye udspil er døbt 'Chef Race: UK vs. US' og får deltagelse af en række mesterkokke fra begge sider af Atlanterhavet.

Konkurrencen produceres af BBC America og skal afvikles i USA, hvor otte britiske og otte amerikanske kokke rejser gennem landet.

Undervejs bliver de mødt med diverse kulinariske udfordringer og vinderen kan tage hjem med 100.000 dollars i lommen, næsten 600.000 kroner.

"Ikke nok at være en dygtig kok"
Dysten på skeer, skældsord og smagsløg præsenteres i kølvandet på den globale succes, Oliver og hans landsmand Gordon Ramsey har oplevet med programmer som 'Hell's Kitchen', 'Jamies madrevolution' og 'Gordon Ramsays køkkenmareridt'.

"Restaurationsbranchen er en af de barskeste i verden, og der skal meget til at opnå succes. Det er ikke nok at være en dygtig kok. Det kræver også forretningssans, lederevner, visioner og en hel masse mere", siger Oliver og fortsætter: "I denne serie graver vi for første gang dybt ned i, hvad der skal til".

'Chef Race: UK vs. US' får den irske kok og restauratør Richard Corrigan som dommer og kommer efter planen på skærmen til efteråret med Corrigans kollega Claire Robinson fra kanalen Food Network som vært.

Hanne Linaa/suni@tv2.dk

Luk