Torsdag d. 14 juni 2012
tvtid.dk - Sådan gik det efter 'Luksusfælden' - nyt om tv

Foto: TV3-screendump

Sådan gik det efter 'Luksusfælden'

Mona og Jesper havde ikke bare en skrantende økonomi, men også et kuldsejlet forhold. Se, hvordan det er gået dem

25-årige Mona Lillelund Nielsen og 28-årige Jesper Sørensen fra Korkendrup på Fyn havde været sammen i fire og et halvt år, da Mona kontaktede 'Luksusfælden' - ikke bare for at få økonomisk hjælp, men også for at råbe Jesper op.

Mona følte nemlig, at hun stod alene med ansvaret for familiens økonomi. Ud over hende og Jesper, skulle også parrets fælles datter, Emma, på to et halvt år og Monas søn, Markus, på fire år fra et tidligere forhold, forsørges. Men Jesper havde meldt sig helt ud af det praktiske arbejde med at betale regninger.

"Jeg stod med det hele selv og kunne ikke overskue det længere," siger Mona til tvtid om situationen, som kun blev værre af, at Jesper insisterede på at beholde den motorcykel, han havde finansieret med lånte penge.

Satte motorcyklen over familien
Med ubetalte regninger til daginstitutionen og en række andre kreditorer var Korkendrup-familiens økonomi særdeles ustabil, og 'Luksusfælden's eksperter, Louise Frost og Gustav Juul, blev hurtigt enige om, at der skulle skæres drastisk ned på familiens transportudgifter, som ud over bil- og motorcykellån beløb sig til 6.600 kroner om måneden.

Luksusfælden-Mona og JesperMona og Jesper får at vide, at 'Luksusfælden's eksperter ikke vil lægge et nyt budget for dem.
Foto: TV3-screendump

Men da hverken Louise eller Gustav kunne få Jesper til at forstå, at han måtte ofre sin motorcykel - og det tilhørende friluftsliv - for at få familiens økonomi til at hænge sammen, måtte de gribe til den usædvanlige udvej, at de simpelthen trak sig ud af programmet før tid.

"Økonomien er ikke jeres største problem. Jeres største problem er, hvordan I kommunikerer, det er jeres parforhold, og det er dine prioriteter, Jesper. Vi kan ikke stå inde for at lave aftaler med kreditorer og banker, når vi ikke er sikre på, at de bliver overholdt," lød Gustav Juuls barske afskedssalut til parret.

Mona og Jesper blev derefter overladt til sig selv uden at få lagt et nyt budget - dog med tilbud om fem konsultationer hos en parterapeut.

Mona: "Jeg har ikke fået noget ud af det"
Allerede efter to besøg hos parterapeuten gav Mona og Jesper op. De gik fra hinanden, og de lever stadig hver for sig med separate økonomier. Alligevel er Mona i dag utilfreds med, at 'Luksusfælden' opgav at hjælpe parret.

To gange i 'Luksusfælden's historie har programmets økonomiske eksperter valgt at opgive rådgivningen og stoppe programmet før tid.

Første gang var i efteråret 2010, hvor parret Louise og Tony fra Fredensborg ikke ville sælge deres bil.
Andet tilfælde var i foråret 2012 med Mona og Jesper fra Korkendrup.

Når parret ikke vil samarbejde, falder aftaler med banker og andre kreditorer til jorden.

Begge par er efterfølgende blevet tilbudt 5 timer hos en psykolog/parterapeut.


"Jeg synes, det er træls, at de stoppede programmet, så vi ikke nåede at blive færdige med at kigge på, hvordan vi kunne løse vores økonomiske problemer og få lagt et nyt budget. Aftalerne med kreditorerne faldt til jorden, og jeg har ikke fået noget ud af det," siger en skuffet Mona Nielsen til tvtid.

Selv om Mona Nielsen har et godt job som handicapmedhjælper på en institution i Nyborg, er økonomien meget stram, og hun er ked af, at hun og Jesper måtte sælge deres bil med tab, og at hun derfor blev tvunget til at optage et nyt lån.

"Banken ville ikke lægge lånene sammen, og det er jeg selvfølgelig ked af. Det var en ting, der betød rigtig meget for mig. Så jeg kunne godt have brugt noget hjælp fra 'Luksusfælden'" siger den unge fynbo, som nu er flyttet i lejlighed, hvor hun har begge børnene det meste af tiden.

Kommer godt ud af det med Jesper
Selv om Mona og Jesper ikke kunne finde en løsning, så de kunne blive sammen i huset i Korkendrup, kommer de faktisk fint ud af det med hinanden i dag, hvor der er gået et halvt år siden bruddet i starten af december 2011.

"Vi hjælper hinanden og snakker godt sammen om børnene. Det passer også fint med, at Jesper har børnene, når jeg arbejder om aftenen og i weekender," siger hun.

Ifølge Mona er Jesper, som tidligere arbejdede som landbrugsmedhjælper, netop blevet arbejdsløs, men er i gang med kurser og er ved godt mod.

Denne artikel er den første i en række af interviews med tidligere 'Luksusfælden'-deltagere, som vi bringer hen over sommeren.

TV3 og Metronome er netop nu i gang med optagelserne til en ny sæson af 'Luksusfælden' med et nyt - endnu hemmeligt - værtspar. De nye programmer har premiere d. 11. september

Susanne Nielsen (suni@tv2.dk)

Luk