Næsten ingen sommer-genudsendelser på TV 2

16x9

Sommeren på TV 2 byder på masser af stor sport, nye programmer og morgen-tv hele sommeren. Hele 76 procent af programmerne i bedste sendetid er nye

Ifølge kalenderen begyndte sommeren d. 1. juni, men indtil videre har det været så som så med det gode sommervejr. Derfor er det heldigt, at der er masser af godt tv, når det nu ikke er vejr til at sidde i haven.

Når danskerne i sommeren 2012 åbner for TV 2 i den bedste sendetid, vil de sandsynligvis støde på et nyt program eller en direkte sportstransmission. 76 procent af sendetiden vil nemlig bestå af førstegangsudsendelser.

Med 76 procent førstegangsudsendelser i tidsrummet klokken 18-23 indeholder den gode sendetid blot 24 procent genudsendelser. I sommeren 2011 udgjorde førstegangsudsendelserne 64 procent, så tallet for 2012 ligger noget højere.

Det skyldes bl.a. den gigantiske sportssommer, som omfatter EM i fodbold (EURO 2012), Le Mans, Tour de France, OL i London samt en række håndboldkampe.

Sport, morgen-tv og danske programmer
TV 2 sender i begyndelsen af sommeren nye afsnit af 'Station 2', 'Dagens mand', 'Operation X', 'Razzia - SKAT rykker ud' og 'Hvem vil være millionær?'. I august følger flere nye afsnit af disse programserier.

Blandt de nye programmer er også flere EM-optaktsprogrammer og et interviewprogram med Bjarne Riis, som varmer op til Tour de France. For seere, som ikke kan se TV 2 Charlie, bliver der mulighed for at opleve sketchshowet 'Stygge Ulf 2'.

Nye udenlandske programmer
Sommeren byder også på nye udenlandske programmer. Det gælder f.eks. dokumentarserien 'Fed forvandling', der giver en række svært overvægtige amerikanere mulighed for at komme af med nogle af de livstruende kilo.

Den britiske dokumentarserie 'Stor, større - megafamilier' følger familier med op til 15 børn - og de glæder og udfordringer, livet som megafamilie indeholder.

Herudover sender TV 2 flere enkeltstående udenlandske dokumentarer, tv-premierer på danske og udenlandske spillefilm og dramaserien 'Lie to Me'. På flere torsdage hen over sommeren byder TV 2 på tv-film, hvoraf flere er helt nye på kanalen.

Genudsendelser af danske programserier
Den bedste sendetid vil også indeholde genudsendelser af danske programmer.

Her har TV 2 prioriteret nogle af de mest populære programserier, f.eks. 'De bortførte børn', krimiserien 'Den som dræber', 'Stjernerne på slottet', 'Station 2 Special', 'Danmark ifølge Bubber', 'Razzia' og 'CPH - Lufthavnen'.

TV 2 vil også sende udvalgte højdepunkter fra 'Natholdet', og de sendes fredag aften, som også vil byde på gensyn med 'Live fra Bremen'.

Krimisommer på Charlie
På TV 2 Charlie skød de traditionen tro sommeren i gang med krimier i sidste uge. Her kan man hver mandag-fredag hele sommeren se kvalitetskrimier, og i år bliver seerne ekstra forkælet med flere danske tv-premierer på europæiske krimiserier og nye sæsoner af gamle kendinge.

I sidste uge var der premiere på den tyske krimiserie 'Han, hun og en forbrydelse'. Sommeraftenerne fortsætter med et skønt gensyn med nogle af tv-krimiens mindeværdige produktioner, når både den britiske "Fornyet mistanke" og "En sag for Frost" byder på spændende mysterier og skræmmende skurke.

TV 2 Charlie viser begge serier forfra. men serverer også hen over sommeren den nyeste 8. sæson af "Fornyet mistanke" og helt nye afsnit af "En sag for Frost", der aldrig har været sendt på Charlie tidligere.

For de seere, der er sultne efter mere sommerspænding, er der dobbeltafsnit af krimi-dramaserien "Tavse vidner", hvor den skarpsindige retsmediciner Sam Ryan med stor indføling taler på vegne af ofrene i gamle, uopklarede sager. TV 2 Charlie viser hele den underholdende historie om Sam Ryan og runder af med den spritnye 15. sæson af den engelske seersucces.

Zulu holder sommer med storfilm
I denne uge har TV 2 Zulu skudt sommeren i gang med en perlerække af storfilm, som bliver sendt hver dag kl. 21.50 på kanalen. Sommerbio i dit tv er en del af sommer-bio arrangementerne, som også kommer rundt til fem danske byer og tilbyder gratis film under åben himmel.

"Sommerbio i dit tv" har hele 88 forskellige film hver aften i 88 dage. Alle ugerne er sammensat af en bred vifte af forskellige genrer og sikrer seerne ekstra vitaminer og oplevelser hele sommeren igennem.

Undervejs i de 88 dage bydes der blandt andet tv-premiere på filmene 'Jennifer's Body' med Megan Fox, 'I Love You Phillip Morris' med Jim Carrey og Ewan Mc Gregor, 'I Love You Beth Cooper' og 'Miss March'.

En stor sportssommer på TV 2
På hovedkanalen er der sommeren igennem fokus på de store sportsarrangementer, som afholdes i både Europa og på verdensplan. Sommeren 2012 byder nemlig både på EM i fodbold, Tour de France og OL.

På fredag starter EM, og her er TV 2 på pletten. Alle EM-kampene er delt mellem TV 2 og DR, men den første danske kamp sendes på TV 2 lørdag d. 9. juni.

Lørdag d. 16. juni starter årets Le Mans, og her er TV 2 også på pletten. Hele 20 af de i alt 24 timer, som løbet varer, sendes på TV 2 - resten kan ses på TV 2 Play.

Og de sportsinteresserede behøver ikke at frygte, at sportssommeren stopper. Dagen inden finalen i EM spilles, starter årets Tour de France, hvor etaperne sendes hver dag på TV 2. Efter Tour de France slutter søndag d. 22. juli, så holdes der lige sportspause i et par dage, inden OL skydes i gang fredag d. 27. juli. OL varer frem til 12. august, og TV 2 er med hele vejen.

Go' sommer Danmark
I 2010 siden begyndte TV 2 at sende morgen-tv med nyheder og magasinprogrammer hele sommeren, og det har været så stor en succes, at "Go' morgen Danmark" i 2012 springer sommerpausen over for tredje år i træk.

TV 2s morgen-tv-udsendelser sendes altså igen i år hele sommeren, og det sker fra Tivoli i København, hvorfra redaktionen allerede nu sender morgen og aften.

Værterne hen over sommeren bliver Ibi Støving, Morten Resen, Lisbeth Østergaard, Mikkel Herforth og Pelle Hvenegaard.

Via link øverst til højre artiklen kan ses en oversigt over DRs sommer-tv

Louise Vilsbøl (lvil@tv2.dk)