Tirsdag d. 16 oktober 2012
tvtid.dk - Steinmetz:

Foto: TV 2-screendump

Steinmetz: "Vi var snothamrende dumme"

Korrespondenterne Jesper Steinmetz og Rasmus Tantholdt lavede en brøler i 'Hvem vil være millionær'

Normalt er det kun beundringsværdigt, når kendte stiller op for at vinde penge til velgørenhed i 'Hvem vil være millionær'. Men hvis de klokker i det inden de 5.000 kroner, forsvinder lidt af wow-effekten.

Og det var præcis, hvad der skete for TV 2-korrespondenterne Rasmus Tantholdt og Jesper Steinmetz, der i aftes fjumrede så meget i det, at de gik ud allerede ved de "nemme" 5.000 kr.

"Vi tænkte os ikke om. Man er jo snothamrende dum, hvis man ryger ud efter tredje spørgsmål. Men det var ikke så indlysende et spørgsmål, som vi troede det var," siger Jesper Steinmetz til tvtid.

Normalt betragtes de to korrespondenter som nogle ret skarpe hoveder, men de kom til at være lidt for skråsikre foran Hans Pilgaard, erkender Steinmetz.

Tager grusom revance
De to fik imidlertid en chance mere, som det er kotume inden de 5.000 kroner. Og ifølge Steinmetz lykkes det i høj grad de to korrespondenter at genskabe æren.

"Bare vent, vi tager grusom revance i det efterfølgende spil. Vi er meget tilfredse med os selv. Vi følte os meget meget dumme i det første program, men da vi så fik lov at komme tilbage følte vi os meget kloge," siger Steinmetz til tvtid.

"Vi er ovenud tilfredse med anden runde"

—Jesper Steinmetz

Hverken korrespondenterne eller 'Hvem vil være millionær' ønsker at fortælle, hvad det er for et spørgsmål, der fælder de to. Derfor må man vente til efteråret, når det kommer på tv.

Kendisser, der ryger ud af konkurrencen inden de 5.000 kroner, er et meget sjældent fænomen. Men det skete også med Niarn og U$O, der for et par år siden faldt på et spørgsmål om køkkenhygiejne.

Også de to fik en chance mere, men det første forsøg er gået hen og blevet lidt af et Youtube-hit.

Se, hvordan det går Jesper Steinmetz og Rasmus Tantholdt på mandag, hvor de får lov at tage revanche i 'Hvem vil være millionær' kl. 20.00 på TV 2

I videoklippet herunder kan du se, hvordan de to korrespondenter begynder at vakle allerede ved de 3.000 kr.

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)

Luk