Bubber fortæller om sit sidespring

Bubber afslører i 'Stjernerne på slottet', hvordan han var sin kone utro med en cirkus-artist. Hør historien her

Når Bubber alias Niels Christian Meyer træder frem på skærmen, er det altid som en ubekymret og meget regelret person. Men han er samtidig et følelsesladet menneske, som indimellem lader sig styre af impulsive indskydelser.

I 'Stjernerne på slottet' fortæller Bubber sine meddeltagere om, hvordan en spontan indskydelse for 24 år siden bragte ham ud i hans livs første krise. Det skete en sommer, hvor han arbejdede i Cirkus Arena og blev meget tiltrukket af en balletdanserinde.

"På et tidspunkt trak jeg hende til side og kyssede hende, og så tænkte jeg, at det var sgu meget lækkert," fortæller Bubber om begyndelsen på sin lille affære, der endte med, at han inviterede sin cirkus-kollega på hotel.

Men hvad Bubber ikke havde forudset, var al den "ballade", der kom ud af det, da hans kone, Christina Ibsen - også kaldet "Ibsen" - pakkede sine ting og tog deres fælles datter, Sofia, med sig. (Se videoklip øverst).

Bubber tvunget til psykolog
Selv om der nu er gået godt et kvart århundrede siden Bubbers uheldige sidespring, og "Ibsen" siden har tilgivet ham, røg parret for cirka et år siden ud i endnu en krise.

Her pakkede "Ibsen" igen sine ting og forlod Bubber med dén betingelse, at han skulle gå til psykolog - ellers ville hun ikke komme tilbage igen. Hun mente, at Bubber var alt for optaget af sig selv og sit arbejde og forsømte hende og familien.

"Jeg tænkte: Hva' fa'en sker der? Hva´ har hun gang i? Hvornår griner hun. Men det her var sgu alvorligt (...) Dér blev jeg panisk," siger Bubber om den skelsættende oplevelse, der fik ham til for alvor at åbne øjnene og ændre på sine prioriteter i livet.

Se Bubber være hovedperson i sidste afsnit af 'Stjernerne på slottet' på tirsdag kl. 20.35 på TV 2

Susanne Nielsen (suni@tv2.dk)