De tv-serier kan du se frem til

16x9

Her kan du se, hvilke tv-serier der får dansk premiere i de næste måneder

I løbet af de næste to måneder er der masser af guf på vej for tv-serie-entusiaster.

Her kan du se en oversigt over, hvilke danske tv-serie-premierer du kan se frem til i den kommende tid. Desværre vil ikke alle kanaler ud med de præcise premieredatoer af hensyn til konkurrencen - men de er alle på vej til dit tv indenfor kort tid.

Hvor det er muligt, har vi skrevet, hvor mange point tv-serien serien har fået på Metascore.com. Det er en hjemmeside, der samler op på anmeldelser i de amerikanske medier.

Du kan se frem til:

'Unforgetable' -krimiserie med en "superevne"
Den tidligere politikvinde Carrie Wells havde egentligt droppet det der med at opklare forbrydelser. Men hun lider af den sjældne lidelse "hyperthymesia", som betyder at hun husker alting med fotografisk hukommelse. Og snart viser hun sig så uundværlig for politiet i New York, at hendes ekskæreste og tidligere partner kalder hende ind for at hjælpe sig.

Serien har fået blandede anmeldelser i USA og har en score på 57 ud af 100 point på Metacritic.com.
'Unforgetable' får premiere på TV3 mandag d. 21 maj. Se trailer for serien her:

'The Finder' - spin off af 'Bones'
Også 'The finder' handler om et menneske med en ekstraordinær evne: krigsveteranen Walter Sherman, der er i stand til at finde mennesker og genstande, uden at han kan forklare hvordan. Serien er en spin off af 'Bones', og hovedpersonerne blev således introduceret i et meget atypisk 'Bones'-afsnit i den sjette sæson. 'The finder' har fået en middelgod score på 58 ud af 100 point på Metacritic.com.
'The finder' får premiere tirsdag d. 5/6 på Tv3. se trailer for serien her:

'Blue Mountain State' - sex, fest og amerikansk fodbold
Dette er en komedieserie af den mere amerikanske slags. 'Blue Mountain State' er nanet på en fiktiv High School, hvor vi særligt følger livet omkring deres fodboldhold 'The Mountain Goats'. I bedste high school-stil centrerer serien sig om druk, sex og pubertet, og den har fået ret elendige anmeldelser af amerikanske medier, men fine anmeldelser af seerne ifølge Metacritic.com.
'Blue Mountain State' har premiere på tv3 plus tirsdag den 1. Maj kl. 21.00. Der er dog ikke tale om en egentlig Danmarkspremiere, da 'Blue Mountain State' også er blevet vist på MTV. Se trailer for serien her:

'Mildred Pierce' - rost prissluger med Kate Winslet
Miniserien 'Mildred Pierce' har Kate Winslet og Evan Rachel Wood (kendt fra 'True Blood') i hovedrollerne og er en højspændt dramaserie om blandt andet sex, kærlighed og musikalsk talent. Den foregår under depressionen i 30'erne og handler om en overbeskyttende mor og hendes selvoptagede datter. Serien indbragte Winslet en Emmy og Evan Rachel Wood en nominering, og den har ikke så overraskende fået rigtigt fine anmeldelser. 'Mildred Pierce' får premiere mandag d 7. maj på TV3 puls. Se trailer for serien her:

'Necessary Roughness' - Stresset mor bliver sportspsykolog
Dramaserien 'Necessary Roughness' handler om en hårdkogt enlig mor, der får bluffet sig til et job som sportspsykolog for et professionelt fodbold-hold. Snart får hun sit hyr med at få familielivet til at hænge sammen med sin improviserede terapi. 'Necessary Roughness' har charmeret anmelderne og får en bedømmelse på 63 ud af 100 point på metacritic.com.

'Necessary Roughness' får premiere på tv3puls i starten af juni. Se trailer for serien her:

'Surburgatory' - Så slemt er forstadshelvedet
16-årige Tessa trives i New York, men hendes far finder kondomer i hendes lomme og beslutter at flytte dem ud forstæderne, så Tessa kan få en opvækst i mere trygge omgivelser. Men forstaden er som et helvede for Tessa. Hun passer ikke ind blandt de forkælede teenagepiger med afbleget hår og brystimplantater, og hun må høre for det. Da kvarterets hjemmegående husmødre opdager, at George er single, bliver han også jaget vildt. Serien har fået glimrende anmeldelser med 70 ud af 100 point på Metacric.com.
'Surburgatory' får premiere tirsdag d. 1 maj kl. 20.55 på TV 2 Zulu. Du kan se trailer for serien her:

'Scandal' - Politisk thriller med sort superwoman
Thrillerserien 'Scandal' byder på en ny variant af den amerikanske tv-serie detektiv/actionhelt. Hovedpersonen Olivia Pope er en spindoktor i anden potens: Hun har dedikeret sit liv til PR-krisestyring og til at hjælpe magthaverne med at undgå, at alle deres hemmeligheder slipper ud og bliver til skandaler. Serien er skabt af Shonda Rhimes, der også står bag 'Greys hvide verden', og den har fået fine anmeldelser med en score på 64 ud af 100 på Metacritic.com. 'Scandal' får premiere på Kanal4 i løbet af maj. Du kan se trailer for serien her:

'Hart of Dixie' - New Yorker-dulle rykker til Alabama
Den smarte unge New Yorker-kvinde Zoe Hart er nyuddannet læge med topkarakterer og har livet foran sig. Men intet går som hun havde planlagt, og hun bliver nødt til at flytte til en lille provinsby i Alabama for at arbejde i en lægepraksis. Det bryder hun sig naturligvis ikke om i starten. Serien har fået noget blandede anmelselser og har en score på 43 ud af 100 point på Metacritic.com. 'Hart of Dixie' får premiere på Kanal4 i løbet af maj. Du kan se trailer for serien her:

'Prime Suspect' - amerikansk genindspilning
Synes du at titlen lyder bekendt, er det ikke så underligt. 'Prime Suspect' er nemlig en amerikansk nyfortolkning af den britiske serie af samme navn fra 1990. Vi følger politikvinden Jane Timoney, der har sit hyr med at blive accepteret, efter at hun bliver overført til en ny afdeling hos politiet i New York. Hun er en meget selvsikker og fokuseret dame med en tendens til at fornærme andre utilsigtet. Serien handler både om Timoney og de mord, afdelingen skal opklare.
'Prime Suspect' har premiere onsdag den 6. juni kl. 20.00 på Kanal 5.

'Terra Nova' - ambitiøs Spielberg-science fiction
Denne dyre dramaserie foregår i 2149, hvor overbefolkning og dårlig luftkvalitet truer befolkningen. Heldigvis opdager videnskabsmænd en rift i rumtiden, som betyder, at de kan sende horder af flygtninge 85 millioner år tilbage i tiden. Vi følger særligt Shannon-parret jim og Elizabeth samt deres tre børn i rejsen til den ukendte fortid. Steven Spielberg er producer på serien, der har fået glimrende anmeldelser og en score på 64 ud af 100 på Metacritic.com.
'Terra Nova' får premiere i slutningen af maj på TV 2 Zulu. Du kan se trailer for serien her: http://www.youtube.com/embed/X6aNEIZwPFc

'Morden im Norden' - forbrydelser i Lübeck
TV 2 Charlie holder krimisommer med flere tyske krimiserier under titlen 'Muntre Mysterier'. Første serie er 'Morden im Norden', som handler om Finn Kiesewetter, der er nødt til at vende tilbage til sit gamle job som politikommissær, og tilbage til sin gamle hjemby, Lübeck. Her skal han bo hos sine to tanter, hvor han også voksede op. Her skal han også arbejde sammen med sin gamle flamme, og hans chef er dennes nu eksmand.
'Morden im Norden' får premiere d. 28/5 på TV 2 Charlie.

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)