Fredag d. 30 marts 2012
tvtid.dk - Populært dansk talkshow runder afsnit 100  - nyt om tv

Foto: Per Arnesen/TV 2

Populært dansk talkshow runder afsnit 100

'Talkshowet Meyerheim' har netop rundet program nummer 100, selv om kun få troede på det i starten

Danmark har ikke mange talkshows sammenlignet med andre lande. Men der er et talkshow, som alligevel har bidt sig fast, og som onsdag d. 28. marts 2012 rundede afsnit nummer 100. Nemlig 'Talkshowet Meyerheim'.

Programmet havde ikke en nem start, men talkshowværten Michael Meyerheim fortæller, at TV 2 Charlie i 2006 gav ham en sidste chance for at bevise, at programmet kunne blive en succes.

"Jeg lavede de første talkshows for over 20 år siden. De stoppede efter fire år. Så var der nogen, der mente, at genren var passé i Danmark. Det kunne jeg ikke få til at passe, eftersom den stortrivedes mange steder i udlandet," fortæller han.

"Programmet har nu holdt sin appel til seerne i seks år. Det er lang tid. Det vidner om, at genren er langtidsholdbar," fortsætter Meyerheim.

Finurlig og charmerende spørgeteknik
Da den populære vært startede, håbede han, der ville komme en masse programmer ud af det, men han frygtede lidt det modsatte. Han mener, at talkshows er spændende, fordi der er plads til både sjove og interessante emner.

Kanalchef for TV 2 Charlie, Maiken Wexø, fortæller, at Meyerheim er en af de mest populære tv-værter, hun har mødt.

"Vi er ualmindelig begejstrede for, at Michael har begunstiget vores kanal med sit talent, og ikke mindst sin finurlige og charmerende spørgeteknik," siger hun.

'Talkshowet Meyerheim' er det længst kørende talkshow på dansk tv og havde sidste år 169.000 seere i gennemsnit. Både Ghita Nørby, Helle Thorning-Schmidt og Peter Schmeichel har været forbi showet som gæster.

Program nummer 100 bliver vist onsdag d. 2. maj klokken 20.30 på TV 2 Charlie.

Ritzau/suni@tv2.dk

Luk