5 ting du ikke vidste om 'Bonderøven'

16x9

Vidste du, at et af Franks mest passionerede projekter er dømt for kedeligt til tv? Tvtid varmer op til den nye sæson af 'Bonderøven' med info for nørder

Frank "Bonderøven" Erichsen er en af de største tv-succeser i Danmark med tv-priser og salg til udlandet i bagagen.

Men hovedpersonen selv ser sjældent tv. Og faktisk er det kun indimellem, at han overhovedet ser sit eget program igennem.

I aften har den nye sæson af 'Bonderøven' premiere. Som altid er den presse-forsigtige Frank Erichsen mere optaget af de mange opgaver på Kastanjegården end at lave interviews. Men tvtid har taget en snak med hans nære samarbejdspartner, Rikke Lauridsen.

Hun er 'Bonderøvens' redaktør på DR, og hun kan fortælle fem ting, du ikke vidste om 'Bonderøven' - medmindre du virkelig er inkarneret fan.

1. Frank er ikke med til redigeringen
Selvom Frank Erichsen er hovedperson og "vært" i programmerne, er han slet ikke med i redigeringen. Og det er kun, når han lige har tid og interesse, at han overhovedet ser programmerne igennem, før de bliver sendt.

"Han har ansvaret for at lave gode projekter, og vi har ansvaret for at lave godt tv," fortæller Rikke Lauridsen.

Dog kan "Bonderøven" godt finde på at gribe knoglen, hvis han opdager, at han har sagt noget vås i programmet - bare så klipperen er opmærksom på fejlen.

2. Så lang tid tager det at lave
I gennemsnit er der brugt cirka fem dage med tv-optagelser per afsnit af 'Bonderøven'. Der er 10 afsnit i den nye sæson, og det betyder, at Frank Erichsen i perioder har kameramanden med sig næsten hele tiden. Der er lavet over 70 afsnit af 'Bonderøven' i det hele taget, så Frank og hans kameramand er efterhånden et sammentømret hold.

3. DET er for kedeligt til tv
Bonderøvens første prioritet er livet som næsten selvforsynende, og derfor er det bestemt ikke alt, hvad han går og laver, der egner sig til tv.

"For eksempel brænder Frank virkelig for podning af træer. Han går enormt meget op i det og bruger meget tid på det, fordi det er vigtigt på gården - men det er måske ikke det sjoveste fjernsyn. Det er et projekt, vi har underspillet, selvom det betyder meget for Frank," indrømmer Rikke Lauridsen.

I starten af hver sæson mødes det fem mand store hold: Bonderøven, redaktør Rikke Lauridsen, den faste fotograf, en klipper og grafikeren for at snakke Bonderøvens kommende projekter igennem. Og med Rikke Lauridsens ord, "taler hun de mest tv-egnede projekter op". Til hvert eneste program skal der nemlig være tre slags: Noget med håndværk, noget med dyrkning og noget med dyr.

4. Alle vil donere gammelt værktøj
Redaktionen får enormt mange breve og mails med gode tilbud til Bonderøven. Mange andre bonderøve med egen gård skriver, når de skal af med gammelt værktøj eller en gammel jernvogn.

"Det er enormt sødt, for de tænker alle sammen: 'Det kan Frank bruge'. Men han har ved gud så meget skrammel i forvejen, så vi foreslår, at de lægger det ud på bonderøvens væg på DR.dk og tilbyder andre gode bonderøve det," siger Rikke Lauridsen.

Bonderøven får også mails fra venlige sjæle, der har strikket sokker. Og så er der utroligt mange interesserede, der meget gerne vil besøge Kastanjegården. De bliver afvist venligt, men bestemt.

"Alle tænker, at de da godt lige kan komme på besøg. Men Frank ville jo drukne, hvis vi skulle sige ja til dem alle. Det har han ikke tid til, han skal være bonderøv," siger redaktøren.

5. Frank rejser til Afrika i tre afsnit
Den nye sæson kommer ikke helt til at ligne de andre. Allerede i slutningen af det første afsnit drager Frank til Tanzania, hvor han bliver i de næste to afsnit. Derfor må vi undvære Kastanjegården, mens Frank Erichsen suger til sig af landbrugsviden og tagtækker-teknikker i Afrika. Men tonen skulle stadig være den samme.

Du kan se premieren på den nye sæson af 'Bonderøven' i aften kl. 20.00 på DR1

Alice Petersen (alpe@tv2.dk)