
Foto: TV 2
| kommentarer () | Skriv kommentar
Efter en hård januar med kongeligt jubilæum og to gange MGP som konkurrenter er 'Voice' tilbage med de høje seertal
'Voice' er tilbage i topform. Januar måned gik hårdt ud over TV 2's sangkonkurrence 'Voice - Danmarks største stemme', fordi tre store DR-begivenheder pressede sig på om lørdagen: To gange MGP, samt Dronningens stort anlagte 40 års jubilæum.
Konkurrenterne betød, at seertallet var helt nede på 621.000. og derfra er et ret stort stykke til den erklærede ambition: Én million seere hver uge.
"Man kan sige, at det var et forventet dårligt resultat. Vi vidste jo godt, der ville komme et par hårde lørdage her i januar," sagde underholdningschef på TV 2, Gitte Madsen, tidligere til Tvtid.
Men nu har 'Voice' vundet seerne tilbage. Næsten en million seere - 939.000 helt præcist - tændte lørdag for det første Live-program af den populære sangkonkurrence.
Konkurrencen fra DR var da heller ikke særligt intens denne lørdag: Public service-kanalens alternative bud på lørdagsunderholdning var den gamle Dirch Passer-film 'Det støver stadig'.
Formentlig går det lige så glat for 'Voice' næste lørdag, hvor sangkonkurrencen fortsætter med Live-shows, mens DR byder på filmen 'Støv for alle pengene' fra 1961.
Du kan se 'Voice - Danmarks største stemme' hver lørdag kl. 20.00 på TV 2
Alice Petersen (alpe@tv2.dk)
