TV-station afsløret i pinlig billedfusk

16x9

Optagelser af en helikopternedskydning stammede faktisk fra et computerspil

Den britiske TV-station ITV har fået lidt af et forklaringsproblem. I dokumentarfilmen 'Exposure: Gaddafi and the IRA', viser TV-stationen billeder af, hvordan IRA skyder en helikopter ned med våben fra Muammar Gaddafi. Dokumentaren handler om forbindelsen mellem IRA og Muammar Gaddafi, og optagelserne bliver præsenteret som IRAs autentiske optagelser fra 1988.

"Med Gaddafis tunge maskingeværer var det muligt at nedskyde en helikopter, som terroristernes egne tv-optagelser fra 1988 her viser," forklarer speakeren.

Men billederne er det rene fup. Computerspilseksperter har siden afsløret, at der slet ikke er tale om autentiske videooptagelser. Billederne stammer nemlig fra computerspillet Arma 2. Og godt nok er spillet baseret på de rigtige geografiske data og autentisk udformede militærkøretøjer, men der er altså tale om et militærsimulatorspil, som kan købes i enhver computerspilsforretning.

ITV: det var en menneskelig fejl
Derfor har det britiske TV-nævn Ofcom nu iværksat en særlig undersøgelse, der skal se nærmere på et manipulerende indslag i dokumentaren. Det skriver The Guardian.

"De begivenheder, der bliver vist i 'Exposure: Gaddafi and the IRA' er ægte, men det viser sig, at der i redigeringsprocessen ikke blev valgt det rigtige klip. Ved en fejl kom producenterne til at bruge den anden sekvens. Det er en uheldig menneskelig fejl, som vi undskylder for," siger en talsmand fra ITV til avisen The Guardian.

Talsmanden hævder desuden, at ITV skam har de rigtige optagelser liggende.

Flere fejl i samme program
Men en enkeltstående svipser, er der dog ikke tale om. Udover computerspilsbillederne indeholder dokumentaren nemlig også en anden fejl. Nogle af optagelserne bliver præsenteret som billeder af uroligheder i Belfast fra juli i år. men i virkeligheden er billederne seks år gamle.

Mandag har de britiske TV-myndigheder startet en undersøgelse, der skal se på om ITV har forbrudt sig mod reglerne for TV-transmissioner.

Alice Petersen alpe@tv2.dk