Video: Komikere kæmper mod skattegæld i ny serie

Stand-up-komikerne Christian Fuhlendorff og Tobias Dybvad tager på tour for at arbejde en kæmpe skattegæld af

Over en halv million kroner. Så mange penge skylder vennerne og stand-up-komikerne Christian Fuhlendorff og Tobias Dybvad tilsammen i restskat. Et årelangt overforbrug på 1. klasse og udsættelse af betalingen til skattefar har kørt parret ud i nødsporet.

Den eneste kur mod en bundløs skattegæld er derfor, at de to tager på en intensiv comedy-tour med 28 stand-up jobs på 28 dage - ude i alle landets afkroge. En tour, som seerne fra i morgen aften kan tage med på i dokumentarserien 'Livet i nødsporet' på TV 2 Zulu.

Serien byder på en række hudløst ærlige historier om kæresteproblemer, momentane sindsforstyrrelser med dertil hørende selvmedicinering i form af hash, test af venskaber og et konstant behov for at være grænsesøgende. (Se videoklip fra serien øverst og nederst i artiklen).

Kendte komikere bakker op
Undervejs i serien bliver de to hovedpersoner bakket op af nogle af Danmarks sjoveste komikere, deriblandt Frank Hvam og Simon Jul, der tager med i bussen på den hæsblæsende tour gennem Danmark. Og hele tiden er kameraet med over skulderen.

"Vi har virkelig forsøgt at glemme, at der er et kamera, og det tog lige et par dage at smide ironien. Vi fik sagt noget, der egentlig ikke skulle med, når vi troede, kameraet var slukket," siger Christian Fuhlendorff og tilføjer.

"Men da vi så, hvordan det fungerede, da det blev klippet sammen, var vi enige om, at det hele skulle med. Og vi tager heldigvis ikke os selv særlig højtideligt," lyder det fra den 28-årige komiker, som under touren havde flere kriser med sin kæreste, der måtte blive hjemme og passe baby i lejligheden i København.

I premiere-afsnittet kaster Fuhlendorff og Dybvad sig ud i at instruere en pornoreklame for at markedsføre deres comedy-tour, ligesom de har skumle tanker om at provokere Cecilie Frøkjær på det groveste, når de skal interviewes i 'Go' aften Danmark'.

'Livet i nødsporet' har premiere torsdag d. 22. september kl. 21.15 på TV 2 Zulu

Susanne Nielsen